»Det er et pigemove. Det bliver simpelthen for feminint. Jeg kan mærke, jeg får kvalme.«

Sådan lød det fra musiker Freja Kirk i træningslokalet inden fredagens 'Vild med dans'. Hendes dansepartner, Claudia Rex, havde nemlig forberedt, at Freja skulle løftes i den samba, de skulle danse i det femte program.

Men det blev altså for meget for den 34-årige musiker.

»Det var min grænse på en eller anden mærkelig måde. Jeg ved ikke, hvad det er. Jeg er bare et menneske, der står midt i en mærkelig proces. Jeg har følelser, der er svære at beskrive, og det var bare over min grænse,« fortæller Freja Kirk til B.T.

Freja Kirk og Claudia Rex dansede sig videre til næste uge i det femte program af 'Vild med dans'.
Freja Kirk og Claudia Rex dansede sig videre til næste uge i det femte program af 'Vild med dans'. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

»Og så sagde jeg fra. Eller … det gjorde jeg ikke, men jeg viste, at jeg sagde fra, for jeg fik en masse følelser.«

Det var Claudia Rex heldigvis hurtig til at fange. Hun bad dog dansepartneren om at »sove på den«.

»Men jeg kunne mærke allerede der, at jeg overhovedet ikke skulle sove på den – det skulle bare ud,« forklarer Freja, der allerede på ugens første træningsdag måtte protestere mod koreografien.

Derfor har det været en hård og følelsesladet uge for danseparret. Både på det personlige og det professionelle plan.

I programmet forklarer hun, at hun står i nogle »kønsidentitets-issues,« hun ikke endnu har fundet sig til rette i, hvilket ligger til grund for, hvorfor løftes skulle sløjfes. Hun blev dog mødt med støtte fra Claudia Rex, der straks fornemmede, at der skulle sadles om.

»Jeg blev holdt meget godt i hånden. Men den sad bare i mig, den der følelse, og den har siddet i mig hele ugen,« fortæller Freja Kirk.