Frederik tog to-årige Milas til sig som sin søn: 'Jeg kunne ikke finde på at svigte drengen'
'Gift ved første blik'-deltageren Frederik Reimer har fået mange reaktioner på særligt et øjeblik fra programmet, hvor han introducerer sin stedsøn Milas. Nu fortæller han historien bag det tætte forhold.
35-årige Frederik Reimer er aktuel i denne sæson af 'Gift ved første blik'. Foto: Peter Refsgaard/Snowman Production
35-årige Frederik Reimer har fået mange henvendelser, siden DR-programmet 'Gift ved første blik' gik i luften for fire uger siden.
Særligt har hans forhold til stedsønnen, seksårige Milas, fået mange til at reagere.
»Der er rigtig mange, der har været ovre og sige til mig, at de lige fældede en tåre til brylluppet, hvor jeg introducerer Milas. Og det varmer bare,« fortæller Frederik Reimer til B.T.
I DR-programmet har man set, hvordan Frederik Reimer har et nært forhold til sin ekskærestes søn Milas, der både har et værelse i hans hus og også introduceres til brylluppet.
Det er fire og et halvt år siden, at Frederik Reimer blev introduceret til Milas, da han var i et forhold med Milas' mor, der i dag er hans ekskæreste.
Og det var en introduktion, han aldrig glemmer.
Frederik Reimer på sin bryllupsdag med Christina i 'Gift ved første blik'. Foto: Snowman Productions
»Han var lige blevet to år, og jeg kan huske første gang, jeg så ham. Han suttede på tommelfinger, og han savlede meget,« forklarer Frederik Reimer og lyser op, når han taler om Milas.
»Han havde lige lært at gå og kom gående over til mig meget usikker på benene, og så gav han mig et kram med en finger og tøj, der var oversavlet, så jeg blev også helt oversavlet. Det var så sødt, synes jeg,« fortæller Frederik Reimer og tilføjer:
»Og siden den dag har jeg bare været vild med den dreng.«
Efter godt halvandet års forhold gik forholdet til Milas' mor dog i stykker for to og et halvt år siden.
Frederik og Christina på deres bryllupsdag i 'Gift ved første blik'. Foto: Snowman Productions
Men selvom forholdet ikke var så langt, så har Frederik Reimer holdt ved Milas, som han i dag betragter som sin søn.
»Det er et særligt tilfælde, for Milas’ far døde, da han var et år, så da jeg gik ind i forholdet, vidste jeg, der ikke var en far, og jeg fik bare sindssygt hurtigt et stærkt bånd til ham og omvendt,« forklarer Frederik Reimer og tilføjer:
»Når jeg går ind i noget, gør jeg det helhjertet, og jeg kunne ikke finde på at svigte drengen, bare fordi hans mor og jeg ikke kunne sammen.«
Før han skulle være med i 'Gift ved første blik' skulle Frederik Reimer derfor også overveje, om Milas skulle med i programmet. Men det var et naturligt valg.
»Når man bliver gift, og det er så stort, så kunne jeg lige så godt lægge alle kortene på bordet. Og Milas er så stor en del af mit liv, så selvfølgelig skulle han introduceres,« siger Frederik Reimer.