Fredag aften blev de første vindere af det danske 'Lego Masters' fundet, og makkerparret har store planer for, hvad sejren skal føre til.

Vinderne blev 30-årige Magnus Klint Sørensen og 31-årige Frederik Randbøll Jørgensen, og de to gamle gymnasiekammerater har stadig svært ved at forstå, at de løb med sejren.

»Hele 2020 var bare ét langt år, hvor man ikke kunne noget, og så er der bare kommet alle mulige vilde ting ud af det,« jubler Magnus Klint Sørensen til B.T.

»'Lego Masters' blev bare vildere og vildere, og så er min kæreste blevet gravid, så der er heftig familieforøgelse til august,« røber han, der udover titlen som vinder af 'Lego Masters' altså også snart får titlen som far for anden gang, når kæresten Lotte gør parrets toårige datter, Sonja, til storesøster.

Her står 'Lego Masters'-vinderne Frederik Randbøll Jørgensen og Magnus Klint Sørensen i klodskammeret.
Her står 'Lego Masters'-vinderne Frederik Randbøll Jørgensen og Magnus Klint Sørensen i klodskammeret. Foto: Henrik Ohsten/TV 2
Vis mere

Han og Frederik Randbøll Jørgensen meldte sig i sin tid blot til 'Lego Masters' med forhåbningen om at komme til casting og få en hyggelig dag sammen i deres fælles passions tegn.

Hver gang de så gik videre i konkurrencen, var det som en umulig drøm, der gik i opfyldelse.

»Det er ret vildt og mærkeligt. Vi tilmeldte os ikke, fordi vi havde tænkt os at vinde. Det var allerede for vildt at komme igennem castingen! Vi så slet ikke os selv i den liga af at bygge Lego,« fortæller Frederik Randbøll Jørgensen.

De to nyudklækkede 'Lego Masters'-vindere har nemlig altid bare set Lego som en hyggeaktivitet.

I finalen af 'LEGO Masters' måtte Jonas & Marvin og Lasse & Esben se sig slået af Magnus & Frederik.
I finalen af 'LEGO Masters' måtte Jonas & Marvin og Lasse & Esben se sig slået af Magnus & Frederik. Foto: Henrik Ohsten/TV 2
Vis mere

Modsat de fleste andre af tv-konkurrencens deltagere har de heller aldrig været med i foreningerne for Lego-entusiaster eller vist deres byggerier frem på sociale medier.

Så faktisk havde vinderparret selv sat deres penge på konkurrenterne Lasse og Esben, hvis talent vinderne allerede bed mærke i til castingen.

»De er jo vanvittige til at bygge Lego, så vi var ret sikre på, at de ville vinde. Vi havde tænkt, at der skulle en eller anden håbløs kamp til. Men man bliver jo ret stolt af det, for det er på grund af vores ideer og historier, at vi er kommet igennem,« lyder det fra Frederik Randbøll Jørgensen.

Selvtilliden fejler dog ikke noget hos de to gamle gymnasiekammerater, selvom de selv med pokalen i hånden har svært ved at forstå, at de har vundet.

Magnus og Frederik med deres legoværk, der sikrede dem titlen som vindere af 'LEGO Masters'.
Magnus og Frederik med deres legoværk, der sikrede dem titlen som vindere af 'LEGO Masters'. Foto: Henrik Ohsten/TV 2
Vis mere

»Det er vigtigt, at man synes, at det, man bygger, er mega fedt. Og der tror jeg, at vi begge to har en næsten smagløs beundring for vores egne ting,« understreger han med et stort grin.

Både han og Magnus Klint Sørensen har da også tænkt sig at skrive den nyvundne titel som Danmarks bedste legobyggere på deres cv.

De håber nemlig, at præstationen vil kunne bruges til at få foden inden for i Lego-koncernen – meget gerne som fremtidige modeldesignere.

»Vi har begge gået med en lille drøm om at komme til at arbejde for Lego på et eller andet tidspunkt, og der er det jo bestemt en god ting at have vundet 'Lego Masters',« lyder det fra Magnus Klint Sørensen.

Værten på 'LEGO Masters' er komiker Victor Lander, mens dommeren er Søren Dyrhøj, der er senior designer i LEGO. Han har siden 1997 stået bag nogle af de mest ikoniske modeller indenfor Star Wars, Harry Potter og Ninjago-sættene.
Værten på 'LEGO Masters' er komiker Victor Lander, mens dommeren er Søren Dyrhøj, der er senior designer i LEGO. Han har siden 1997 stået bag nogle af de mest ikoniske modeller indenfor Star Wars, Harry Potter og Ninjago-sættene. Foto: Henrik Ohsten/TV 2
Vis mere

I dag arbejder han som genbrugsvejleder for RenoSyd i Odder og har en bachelor i arkitektur.

Frederik Randbøll Jørgensen er uddannet civilingeniør og arbejder deltid som sælger i Lego Store i København samt som selvstændig med en startup, der skal sælge vandhanecensorer.