Iværksætter Birgit Aabys 'Vild med dans'-partner Frederik Nonnemmann dukkede fredag aften i TV2-studiet med en 'The Minds of 99'-inspireret frisure.

Han fortæller til B.T., at han har kørt stilen i et stykke tid, og at han er rigtig glad for det, men at noget alligevel gik lidt galt, sidst han var ved frisøren.

»Det er blevet meget tallerken-klippet,« smiler han.

»Jeg var til frisør i Fisketorvet (Indkøbscenter i København, red.), hvor jeg ville have den samme (frisure,red.). Så valgte hun at køre hele hvirvlen af. Det er først nu, det er kommet tilbage, så det kan sidde anderledes. Jeg har været helt karseklippet,« fortalte han videre.

'Vild med dans'-fans kender ham med strithår. Den stil ville han gerne lidt væk fra.

»Vi skal jo danse sensuelle danse. Så det var måske for at prøve en anden type end den anden lille kække Frederik.«

Og Birgit Aaby er fan.

»Jeg elsker det. Jeg synes, han er så fin,« lyder det fra nydanseren.

Frederik Nonnemann griner:

»Der er folk, der har skrevet, hvad der sker der for fritsen på min 'insta'.«

Krøller eller ej, så er de er stadig med i 'Vild med dans' efter et par hårde første uger, hvor de blandt andet har været i farezonen. Birgit Aaby er lykkelig for, at de i hvert fald får lov at danse videre i næste uge.

»Det er et mirakel. Folk stemmer på os. Det er så vildt,« jubler hun.