Det blev ikke Frederik og Christina i 'Gift ved første blik'.

Begge fortæller de nu til B.T., at de derfor nu er mere end klar på at søge efter kærligheden igen – for begge har de holdt sig på måtten, mens programmet har været undervejs.

Christina Larsen og Frederik Reimer bliver gift i andet afsnit af 'Gift ved første blik'. Foto: Snowman Productions

Men særligt den 35-årige trælastsælger Frederik Riemer fortæller at have fået kærlige beskeder i indbakken fra potentielle bejlere allerede undervejs i 'Gift ved første blik'.

Altså før han og den 36-årige lektor Christina Larsen officielt kastede håndklædet i ringen.

»Jeg har allerede fået en del beskeder fra kvinder, og det er da meget dejligt, at man ligesom får det jo! Men jeg har ikke gjort noget ved det, fordi jeg ligesom har været i det her eksperiment – men det kunne da godt være nu!« siger han med et smil.

Hvad tænker du om, at kvinderne har haft skrevet frække beskeder til dig, mens de har kunnet se dig være i et ægteskab på tv?

»Det, at de bruger tid på at skrive til mig, at de – ud fra hvad, de har set – synes, at jeg er en fin fyr, de godt gad lære bedre at kende, det er da dejligt og overvældende og bekræftende,« siger Frederik.

Frederik Riemer er blandt årets deltagere i 'Gift ved første blik', men endte ikke med at finde kærligheden i programmet. Foto: Peter Refsgaard/Snowman Production

»Jeg kunne også godt forestille mig, at der ville komme lidt flere beskeder, når man finder ud af, at mig og Christina ikke er sammen,« tilføjer han.

Også Christina fortæller om, at hun først her på den anden side af 'Gift ved første blik' ikke længere er »lidt paranoid« over at skulle date.

Men selvom hendes indbakke ikke bugner over med bejlere, så er hun også mere end klar til at finde kærligheden her på den anden side af programmet.

»Det kan jeg love dig for,« lyder det med et grin.