Så er der godt nyt til dem, der husker tv-serien 'Frasier', der løb over skærmen i 1990erne. Den bliver genfødt, oplyser tv-stationen CBS.

I den meget populære serie spillede Kelsey Grammer en psykiater med sin egen radiostation.

Grammer har selv bekræftet comebacket: »Det er med stor glæde, at jeg ser frem til at dele det næste kapitel i doktor Frasier Cranes fortsatte rejse.« Det skriver BBC.

Frasier er en af de mest succesrige tv-serier nogensinde. Den udkom i 11 sæsoner mellem 1993 og 2004, og den vandt hele 37 Emmyer – fem af dem for den bedste komedieserie.

Kelsey Grammer(th.) bliver interviewet sammen med sin kone Camille, da han ankommer til finalen på tv-serien 'Frasier' 5. maj 2004. Den 264. episode – og seriens sidste – hedder 'Good Night Seattle'.
Kelsey Grammer(th.) bliver interviewet sammen med sin kone Camille, da han ankommer til finalen på tv-serien 'Frasier' 5. maj 2004. Den 264. episode – og seriens sidste – hedder 'Good Night Seattle'. Foto: LUCY NICHOLSON
Vis mere

»Der har længe været kaldt på, at serien ville fortsætte, og det kald er nu blevet besvaret,« siger præsidenten for tv-selskabet CBS, David Stapf.

Serien skal vises på den nye streamingkanal Paramount+. Den bliver for øvrigt lanceret i Danmark den 25. marts til en pris på 59 kroner om måneden.

Der er endnu ikke givet nogen deadline for, hvornår publikum kan se den nye 'Frasier'-serie.

Doktor Frasier Crane optrådte første gang i tv-showet 'Cheers', hvor de medvirkende optrådte på en bar med navnet Cheers. Han har senere medvirket i serien 'Wings' og så i 'Frasier'. Det er den længste karriere, nogen seriefigur har haft.

Medlemmer af holdet på tv-serien 'Frasier' David Hyde Pierce (tv.) og Jane Leeves ankommer til den sidste episode af serien i Santa Monica i Californien 5. maj 2004.
Medlemmer af holdet på tv-serien 'Frasier' David Hyde Pierce (tv.) og Jane Leeves ankommer til den sidste episode af serien i Santa Monica i Californien 5. maj 2004. Foto: LUCY NICHOLSON
Vis mere

Karakteren levede altså videre som Frasier Crane, der tog til hjembyen Seattle for at passe på sin gamle far, spillet af John Mahoney, som døde i 2018.

Blandt de medvirkende i serien er Frasiers bror Niles, der blev spillet af David Hyde Pierce. Den engelske husholderske Daphne Moon, spillet af Jane Leeves, og Frasiers producer, Roz Doyle, der blev spillet af Pen Gilpin.

Det er endnu ikke besluttet, om de også er med i den nye serie om Frasier Cranes liv og levned.

Kelsey Grammer har vundet seks Emmyer, tre Golden Globes, en Screen Actors Guild Award og en Tony Award gennem sin karriere.

Han er for øvrigt sat til at spille sammen med Alec Baldwin i en komedie for tv-selskaber ABC.