2,7 millioner danskere. Så mange så i 2004 sæsonfinalen af 'Krøniken'. Det var dengang, DR dominerede seriemarkedet med TV 2 som evig toer. I dag er rollerne byttet om. Mens TV 2 brager afsted med 'Badehotellet', har DR nu svært ved at følge med. Hvad gik der galt?

Vi begynder tilbage i midten af 1990'erne, da man på DR besluttede at satse stort på seriefronten.

Daværende dramachef Rumle Hammerich havde lært fra svensk tv i Stockholm at lave tv-drama, som var det spillefilm, og revolutionerede DRs støvede teater med først at lancere det banebrydende og actionfyldte hverdagsdrama 'Taxa'.

Ingolf Gabold overtog chefstolen fra Hammerich i 1999 og mærkede opdriften fra starten.

»Rumle havde lige afsluttet de sidste 10 afsnit af 'Taxa' og sat 'Edderkoppen' i gang, så jeg fik en flyvende start,« fortæller han til B.T.

»Jeg skulle fortsætte succesen. Jeg fik at vide af Lars Grarup (daværende tv-direktør, red.), at søndagsdramatikken skulle have en million seere. Vi skulle have de bedste produktionshold og skabe serier, der både nåede bredt ud, men samtidig havde høj kvalitet.«

Ingolf Gabolds første megasucces blev 'Rejseholdet', der nåede over to millioner seere herhjemme og i 2002 populært sagt blev udråbt til 'verdens bedste tv-serie', da den modtog en International Emmy Award i New York for 'bedste dramaserie'.

»Vi gik alle sammen rundt på en lyserød sky. Da vi senere indstillede 'Krøniken' til en Emmy og ikke vandt, blev vi skuffet. Det siger lidt om det hele,« griner Ingolf Gabold.

'Rejseholdet'.
'Rejseholdet'. Foto: DR PRESSE
Vis mere

På TV 2 prioriterede man i samme periode slet ikke tv-serierne. Keld Reinicke, der i midten af 00'erne var programchef for stationen, fortæller til B.T., at man syntes, det var alt for dyrt. Man lavede dem kun, fordi det stod som et krav i public service-aftalen.

»Det er sjovt, at de i 1997 fik et kæmpe hit med 'Strisser på Samsø' og så ikke fortsatte,« lyder det fra Keld Reinicke.

I 2010 lancerede Ingolf Gabold med 'Borgen' endnu en hitserie, der af flere amerikanske medier blev udråbt til at være den bedste politiske tv-serie nogensinde.

Ingolf Gabold forklarer, at han kørte med en bestemt succesformel. Blandt andet havde han et dogme om, at serierne skulle have en dobbelthistorie: Den man ser på skærmen og så en bagvedliggende, som skulle gå lige i mellemgulvet på seerne.

I dag er DRs gyldne periode ovre. Vi skal tilbage til 2017 og tredje sæson af 'Arvingerne' for at finde en sæsonfinale, der akkurat lige kunne samle en million danskere søndag aften.

I stedet har man nu føretrøjen på hos TV 2, der med 'Badehotellet' har slået DR fem år i træk på seertal.

Keld Reinicke fortæller, at han i 2011 var med til at ansætte den tidligere DR-producent Katrine Vogelsang som ny fiktionschef på TV 2.

Streamingtjenesterne var begyndt at dukke op, og man kunne på TV 2 se en økonomisk gevinst i at bruge penge på tv-serier, så de havde noget langtidsholdbart indhold til deres egen onlineplatform - i dag TV 2 Play.

Arvingerne.
Arvingerne. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Det blev vendepunktet. Først strøg TV 2 i 2013 over en million seere med 'Dicte', herefter kom 'Badehotellet'.

»Jeg tror, man hos DR bevidst har valgt at gå efter en anden dramatisk form med knap så folkelig appel,« lyder det fra Ingolf Gabold.

DRs nuværende dramachef, Christian Rank, skriver i en mail til B.T.:

»For mig at se er TV 2 og DR ikke i konkurrence med hinanden, men nærmere et supplement til hinanden i kampen mod udenlandske aktører. Her er DRs bidrag ofte en anden type fiktion med en klar vision om at lave drama, der tager livtag med vigtige tendenser og temaer i vores samtid. Vi vil naturligvis gerne have mange seere og er rigtig godt tilfreds med det ganske høje niveau vores serier ligger på.«

Badehotellet.
Badehotellet. Foto: Mike Kollöffel
Vis mere

Alle tv-folk er enige om, at 'Badehotellet' er helt unik. Ingolf Gabold spår, at det bliver den sidste serie, der når så højt et seertal. Herefter bliver seerne spredt ud på streamingtjenesterne.

Keld Reinicke mener, at DR og TV 2 lige nu faktisk står ret lige, hvis man fjerner 'Badehotellet' fra ligningen.

»Det interessante er, hvem der klarer sig bedst på streaming, og her er DR foran TV2, da DR af politiske grunde er ’gratis’, mens TV 2 Play jo koster penge.«