'John Dillermands' dillermand kan mange ting. Den kan grille pølser, lufte hunde og fiske. Og så kan den skabe debat.
Og det har den gjort på især de sociale medier, hvor 'John Dillermand' – DRs nye animationsserie til børn – bliver kaldt 'upassende' fordi den blandt andet 'glorificerer en mand, der ikke kan styre sine ædlere dele'.
Trods kritikken har DR ikke i sinde at fjerne de 20 afsnit, hvor Johns lange dillermand både kommer galt afsted og redder dagen, fordi serien ifølge tv-stationen lærer børnene, at der kan komme gode ting ud af at stå ved, at man er anderledes.
Men spørger man lektor i samtidshistorie på Aarhus Universitet Helle Strandgaard Jensen, som forsker i børne-tv, så er hele miseren om 'John Dillermand' hverken et billede på, at DR er blevet mere provokerende, eller at danskerne er blevet mere krænkelsesparate.
»Det undrer mig ikke, at folk diskuterer det her. Børne-tv har altid vækket meget stærke følelser, fordi forældre har en idé om, at børn er meget påvirkelige, og programmerne får betydning for, hvordan de vokser op. Så vi vil gerne have, de konsumerer noget, der deler de værdier og holdninger, vi selv har,« siger hun.
Hun kan pege på flere børneprogrammer gennem historien, som har fået folk op af stolen.
I 70erne kritiserede nogle pædagoger fra BUPL Kaj og Andrea, fordi Kaj ikke, som John, havde en dillermand. Man mente, det var et problem, at børnene ikke havde rigtige kroppe at spejle sig i, og at det generelt var en dårlig idé med så mange virkelighedsfjerne dukker i børne-tv.
Julekalenderen 'Jullerup Færgeby' blev kritiseret for at fastholde forældede kønsroller: Kvinderne passede hus og børn, mens mændene arbejdede, og hos børnene måtte pigerne ikke være med, når drengene legede.
Det satiriske nyhedsprogram 'Peberkværnen' blev i 1968 kritiseret for at forvirre børnene ved at blande virkelighed med opdigtede nyheder samt lære dem at stille spørgsmål ved autoriteter. Desuden mente man, at det var at friste de unge til et liv på kanten, når man interviewede misbrugere og bankrøvere.
Og der er sikkert også nogen, der er blevet sure over 'Body Bio' fra 1992, hvor man kom helt tæt på både en fødsel og en gynækologisk undersøgelse, og som nok især vil blive husket for den kæmpestore skedeportal, som værterne trådte ud af i begyndelsen af et afsnit.
Ifølge Helle Strandgaard Jensen har de nordiske lande såvel som Tyskland altid haft tradition for at gå lidt længere i oplysningens tegn end mange andre lande som for eksempel USA og de mange katolske lande, hvor 'John Dillermand' nok var blevet stoppet, inden han nåede skærmen.
Derfor tror hun heller ikke, at DRs nye serie vil gøre den store skade – hvis man altså er af den overbevisning, at det ikke er godt for børn at se John redde dagen med sin penis.
»Et enkelt program med 20 små udsendelser af fem minutters varighed er ingenting i forhold til milliarder af bornerte 'Gurli Gris'-udsendelser,« siger Helle Strandgaard Jensen.
Ifølge lektoren kan forskningen ikke entydigt pege på, om enkelte programmer som 'John Dillermand' såvel som 'Onkel Reje' og 'Ultra smider tøjet', som også har vakt furore, gør nogen skade.
Her er det mere generelle ting, som om der over en bred kam i børne-tv gøres forskel på, hvad drenge og piger kan og må, eller hvordan man fremstiller minoriteter inden for blandt andet køn og seksualitet, der bør bekymre forældrene, påpeger hun.
Hos DR er man heller ikke bekymrede for, at John og hans lange dillermand skal kunne gøre nogen skade på de unge seere. Tv-stationen havde nemlig en børnepsykolog tilknyttet for at sikre sig, at børnene fortolker alt i serien korrekt og efter hensigten.
Hun udtaler til DR:
»Man skal huske på, at det er vi voksnes liv og erfaringer, der gør, at vi kan rynke på næsen ad en magisk dillermand – det gør børn så absolut ikke. Mindre børn nyder at være nøgne og undersøge og udforske sig selv. De leger doktorlege, undersøger hinanden og elsker frække ord, og børn griner højlydt, når de siger 'prut' og 'dillermand'. Og det er lige præcis det univers, som 'John Dillermand' taler ind i,« siger børnepsykolog Margrethe Brun Hansen.
»Min erfaring siger mig, at børn både vil grine og lære noget af 'John Dillermand'. Forældrenes reaktion kan påvirke, men mon ikke de fleste forældre også vil synes, at det er supersjovt.«
