I et helt årti var Matthew Perry kendt – og elsket – for sin portrættering af den vittige charmetrold Chandler Bing i 'Venner'.

Skuespillerens virkelige liv var dog dengang knap så vittigt som i den populære komedieserie, der atter en gang er aktuel i form af den længe ventede 'Friends: The Reunion'-udsendelse, som torsdag udkommer på HBO.

Hvad mange ikke vidste, da serien hittede i årene 1994 til 2004, var, at Matthew Perry undervejs blev storforbruger af den smertestillende medicin Vicodin.

Jovist, mange bemærkede, at den i dag 51-årige skuespiller skiftede opsigtsvækkende meget udseende i løbet af serien, men det var ikke offentligt kendt hvorfor.

Foto: Graham Whitby/Mary Evans/Ritzau Scanpix
Foto: Graham Whitby/Mary Evans/Ritzau Scanpix Foto: Graham Whitby/Mary Evans/Ritzau Scanpix
Vis mere

'Venner'-stjernen har dog efterfølgende været yderst åben om sit misbrug og udtalte selv til BBC Radio i 2016, at det faktisk stod så grelt til, at han ikke kan huske noget som helst fra optagelserne, da hans stofmisbrug var på sit højeste.

»Det var ikke min intention at blive afhængig af det, men jeg kunne med det samme lide følelsen, det gav mig, og så ville jeg have mere,« sagde han dengang.

»Jeg var ude af kontrol,« fortsatte han.

Det var smerter efter en jetski-ulykke, der i 1997 gav Matthew Perry smag for det smertestillende medicin, som er yderst almindeligt i USA.

Matthew Perry i 2002 sammen med tv-seriens to øvrige mandlige hovedpersoner, David Schwimmer og Matt LeBlanc.
Matthew Perry i 2002 sammen med tv-seriens to øvrige mandlige hovedpersoner, David Schwimmer og Matt LeBlanc. Foto: JIM RUYMEN
Vis mere

Skuespilleren stiftede i den periode også bekendtskab med alt fra metadon og amfetamin til alkohol og kokain.

Han indlagde flere gange sig selv på afvænningsklinikker, hvilket – krydret med en operation for betændelse i bugspytkirtlen – medførte, at han tabte sig bemærkelsesværdigt meget i løbet af serien.

Faktisk var vægttabet så ekstremt, at han havde tabt sig 20 kilo, da sæson syv løb over skærmen. Noget, som især hans medstjerner lagde mærke til.

»Det var ikke sjovt, da Matthew var syg,« har Lisa Kudrow, der spillede rollen som Phoebe Buffay, tidligere udtalt til New York Times.

Arkivfoto fra tv-seriens storhedstid. Her ses Matthew Perry med de tre kvindelige hovedpersoner, Lisa Kudrow, Jennifer Aniston og Courtney Cox.
Arkivfoto fra tv-seriens storhedstid. Her ses Matthew Perry med de tre kvindelige hovedpersoner, Lisa Kudrow, Jennifer Aniston og Courtney Cox. Foto: MIKE NELSON
Vis mere

»Vi stod hjælpeløse og så til fra sidelinjen og havde det meget dårligt. Matthew er en af de sjoveste mennesker. Han er charmerende og hylende morsom. De fleste af vores grin stammede fra ham,« fortsatte hun.

Matthew Perry påstår selv, at han har været ædru siden 2001, men det betyder ikke, at hans fans verden over er stoppet med at bekymre sig for hans helbred.

Skuespilleren er for eksempel flere gange i løbet af de seneste år blevet spottet af paparazzofotografer med et udseende, der ikke ligefrem har oset af sundhed.

Og da promovideoen til den nye 'Friends: The Reunion'-udsendelsen udkom, blomstrede bekymringerne op i fuld flor igen.

Matthew Perry her fotograferet i juni 2020.
Matthew Perry her fotograferet i juni 2020. Foto: ANDR, AGNY
Vis mere

Her mente mange nemlig, at Matthew Perry havde et anstrengt talemønster og et underligt blik i ansigtet.

I videoen bliver han og resten af 'Venner'-castet spurgt, hvorvidt de nogensinde snuppede en souvenir med fra settet, hvortil Matthew Perry svarer følgende:

»Jeg stjal kagedåsen, der havde et 'ur' udenpå.«

Mange mener, at Matthew Perry i videoen udtaler ordet 'stjal' med en opsigtsvækkende sh-lyd, hvilket har fået dem til at spekulere i, hvorvidt den populære skuespiller mon har haft en blodprop.

Du kan se videoen med optrinet herunder: