Når slædepatruljen Sirius tager på ekspedition, sendes to mand og et hundespand helt alene ud til de mest uvejsomme og kolde egne af Nordøstgrønland.

I månedsvis kører de i total isolation. Men siden 2017 har hundepatruljerne haft selskab på nogle af deres ture.

I mere end tre år har dokumentarfilminstruktøren Lasse Rahbek været tredje mand på nogle af slæderejserne.

Nu er hans optagelser blevet til dokumentarfilmen 'Sirius', der lige nu kan ses på DR.dk.

I månedsvis kører to mand og et hundespand patrulje langs Nordøstgrønlands kyst. I tre år fik dokumentarfilminstruktør Lasse Rahbek lov at være med på turene. Foto DR
I månedsvis kører to mand og et hundespand patrulje langs Nordøstgrønlands kyst. I tre år fik dokumentarfilminstruktør Lasse Rahbek lov at være med på turene. Foto DR
Vis mere

Ene mand har Lasse Rahbek fulgt Sirius-patruljen med et kamera. Ambitionen var at vise et autentisk billede af Sirius-patruljens arbejde i et område af verden, hvor enorme afstande, storme og temperaturer ned til minus 50 grader betyder, at selv den mindste fejl kan have fatale konsekvenser, som Lasse Rahbek skriver på Instagram.

Han har aldrig drømt om selv at blive en del af Sirius-holdet:

'Jeg tror ikke selv, jeg havde kunnet, dengang jeg var ung nok til at søge. Men jeg blev fundet egnet som tredjemand på slæden og har nu brugt de sidste tre år på at tage med på slæderejser og dokumentere livet ved Sirius helt tæt på,' skriver han.

Lasse Rahbek skulle nemlig gennemføre ekspeditionerne på lige fod med Sirius-folkene. Det vil sige, at han løb på ski, sov og spiste i telt og overlevede under ekstreme kuldegrader – sammen med Sirius-folkene – samtidig med at han filmede.

Han beskriver turene som en poetisk rejse, der bragte ham ud på 'kanten af tilværelsen uden sikkerhedsnet', og til grønlandsk tv KNR siger filmfotografen:

»Det er det vildeste, jeg nogensinde har prøvet. Nogle gange blev det også det hårdeste og sværeste, jeg har prøvet.«

Lasse Rahbeks indgang til Sirius-patruljen var, at han tidligere har fulgt en gruppe krigsveteraner, der med patruljens hjælp tog på en 400 kilometer lang skitur i det uvejsomme område. Dén tur kalder han selv for opvarmningen til at lave 'Sirius'.

På Instagram beskriver instruktøren sine oplevelser på Grønland med disse ord:

'Jeg forstod faktisk ikke, hvorfor nogen valgte at bruge to år af deres liv i komplet isolation og akut mangel på komfort i et af de mest ugæstfri områder på Jorden. I dag forstår jeg det. Det er verdens største eventyr, der venter dem, som er i stand til at kæmpe sig gennem nåleøjet og blive en del af den her lille, mystiske patrulje.'