»Han skal se sig for, når han går over gaden. Der kan godt komme en rigtig stor skolebus med mig på forsædet, der kører ham midt over,« lyder det med et djævelsk smil fra Sarah Grünewald i 'Forræder'.
I sæsonpremieren på TV 2s populære kendisprogram, er hun ikke tilfreds med, at skulle danne forræder-alliance med Rasmus Bruun – hvilket kommer som en stor overraskelse for ham i dag.
»Det kom vildt meget bag på mig, at det var så tidligt i spillet, at jeg bare skulle under bussen,« fortæller Rasmus Bruun, til B.T.
»Det havde jeg ikke regnet med. Men hun var svær at få kontakt med derinde (På 'Forræder'-slottet'), så jeg var lidt opmærksom på, at jeg ikke helt kunne stole på hende,« tilføjer han.

TV 2 har netop skudt en ny sæson af deres populære kendis-konkurrence 'Forræder' i gang, hvor Sarah Grünewald og Rasmus Bruun bliver valgt som spillets to første 'forrædere'
B.T. møder de to 'forrædere' på et pressemøde for den nye sæson, hvor de begge fortæller, at det fra start var deres ønske at få 'forræder'-rollen.
»Jeg tænkte, det ville være det fedeste. Det med at være 'loyal' og med tiden blive beskyldt for noget, man ikke er, ville jeg ikke bryde mig om,« lyder det fra Sarah Grünewald.
»Jeg ville gerne være 'forræder' for at få så meget kontrol over situationen som muligt og nogenlunde vide, hvad der skulle ske i løbet af dagen. Og så er der også større sandsynlighed for at vinde som 'forræder',« forklarer Rasmus Bruun.

Begge fandt dog hurtigt ud af, hvor svært det er at skulle spille en rolle, hvor man skal lyve for andre.
»Jeg vidste ikke, det ville være så hårdt,« lyder det fra Sarah Grünewald, der for at 'overleve' parkerede 'privat-Sarah' udenfor 'Forræder'-slottet og i stedet spillede en form for karakter.
»Det var alt fra tøj, makeup til karaktertræk. 'Forræder'-Sarah er en karakter, jeg spiller,« forklarer hun og tilføjer:
»Men det var svært at være i – så det har faktisk været rart at komme hjem og se på tv, at der var en mening med galskaben.«

Rasmus Bruun fortæller, at han også havde det svært med at skulle manipulere med de andre deltagere.
»Det er helt folkeskole-agtigt, hvor man taler bag folks ryg og prøver at spille folk ud mod hinanden. Alt det jeg har prøvet at undgå hele livet.«
Han tilføjer med et smil:
»Men nu var det et spil – så skide være med det.«

I første afsnit giver Sarah Grünewald flere gange udtryk for, at hun er utilfreds over at skulle danne 'forræder'-duo med Rasmus Bruun.
»Jeg tror, han lidt blev en modbrik. Han er jo måske lidt introvert og lidt mystisk, så jeg havde en fornemmelse af, at han hurtigt ville blive afsløret. Jeg havde en forventning om at have en 'forræder, der virkede uskyldig – og det gør han jo ikke,« forklarer hun og tilføjer:
»Set i bakspejlet var det jo dumt af mig. Jeg skulle have lavet en klar alliance med ham, men det valgte jeg ikke at gøre. Og så ligger det meget til min person at være ledertypen – og det var 'Forræder'-Sarah også.«
Rasmus Bruun tilføjer:
»Det kom bag på mig, at jeg ikke lige fik 'the benefit of the doubt'. 'Han er ikke en god 'forræder', arh okay – 'give me a break'. Må jeg lige komme ind i spillet.«
Se Sarah Grunewald og Rasmus Bruun fortælle om deres indledende 'Forræder'-beef i videoen øverst i artiklen.