Der var imponerede løver og tre investeringer, da virksomheden Dawn Design præsenterede deres antibakterielle-sengetøj, der angivelig skulle være både sundere for forbrugerne og samtidig kræve mindre vask.

Særligt sengetøjets 'stay fresh-behandling', der indeholder sølvsalt, imponerede investeringsløverne.

Men brugen af sølvsalten får nu alarmklokkerne til at ringe hos Forbrugerrådet Tænk, der advarer mod produktet, skriver Berlingske.

»Sølv er et biocid, der slår bakterier ihjel, og det er uønsket og unødvendig kemi. Det er sundere og bedre for miljøet bare at vaske sit sengetøj,« siger projektleder hos Forbrugerrådet Tænk Kemi Christel Søgaard Kirkeby.

På virksomhedens hjemmeside fremgår billeder af de tre nye investorer, Jesper Buch, Christian Arnstedt og Tommy Ahlers, og samtidig skriver virksomheden også, at sølvsalten er med til at reducere mængden af bakterier med 99,9 procent.

Men Forburgerrådet Tænk er ikke helt så begejstret som hverken virksomheden eller løverne. For det sølv, som anvendes af virksomheden, bliver der af sundhedsmyndighederne opfordret til, at man begrænser brugen af, skriver Berlingske.

Over for mediet påpeger Christel Søgaard Kirkeby, at det er problematisk, at virksomheden ikke giver informationer om, hvilket stof der helt specifikt anvendes.

Kritikken er blevet forelagt Dawn Designs direktør Adam Overgaard, der i et skriftligt svar til Berlingske, ikke blot beklager de manglende oplysninger om stoffet, men nu vil tilføje en undersektion, der uddyber og oplyser endnu bedre om den antibakterielle behandling.

»Et af kritikpunkterne er, at vi ikke oplyser godt nok om, hvad den antibakterielle behandling, vi anvender, består i. Det beklager jeg, og det tager vi til efterretning. Den antibakterielle behandling, vi anvender, udvikles og implementeres i samarbejde med Polygiene Group AB, og behandlingen består af sølvklorid (AgCl),« skriver Adam Overgaard til Berlingske.

Han skriver ligeledes, at man fra virksomhedens side ønsker at skabe et produkt, der ikke belaster miljøet.

Derfor vil Dawn Design række ud til Forbrugerrådet Tænk for at få uddybet kritikken.

De tre investeringsløver er også blevet forelagt kritikken af Berlingske, men ingen er vendt retur.

B.T. har ligeledes forsøgt at få en kommentar fra Jesper Buch, men han er ikke vendt tilbage.