Aldrig før i den danske udgave af 'Masterchef' er deltagerne blevet præsenteret for den mulighed, som de får i mandagens afsnit.

Inspireret af den amerikanske udgave af programmet har dommerne nemlig valgt at give dem en gylden mulighed - bogstaveligt talt.

Således skal deltagerne i denne uge kæmpe om den famøse guldnål.

En lille, gylden sag, som kan vise sig at få afgørende betydning senere i programmet.

Her den eftertragtede guldnål.
Her den eftertragtede guldnål. Foto: Nent Group
Vis mere

Vinderen af nålen sikrer sig nemlig immunitet, såfremt pågældende på et senere tidspunkt ender i en elimineringsrunde.

I mandagens afsnit kan fire ud af de 18 tilbageværende madaspiranter kæmpe om en plads i kampen om guldnålen, som løber ad stablen senere på ugen.

Skiftevis skal de igennem konkurrencer, som dommerne Thomas Castberg, Jakob Mielcke og Jesper Koch hver især står bag.

Og det hele afgøres i en afsluttende runde, hvor deltagerne skal lave flødeboller - hvilket er lettere sagt end gjort.

Også selvom Jesper Koch får det til at se legende let ud.

Han har i weekenden selv begivet sig ud i flødebolle-kunsten og delt sin opskrift med sine følgere på Instagram.

»Det vigtige, det er jo knækket,« siger han i videoen, som du kan se herover.

Om det lykkes de håbefulde 'Masterchef'-deltagere at ramme det helt rigtige knæk, kan du se i mandagens afsnit af programmet på Viaplay og på TV 3.