Flere ulønnede praktikanter står nu frem og fortæller, at de føler sig udnyttede af DR.

For de er blevet brugt som arbejdskraft på en måde, der går langt ud over, hvad DRs egne retningslinjer og Universitetloven foreskriver.

Det skriver Akademikerbladet.

I alt fortæller fire tidligere universitetspraktikanter, at de uden løn arbejdede langt mere, end deres kontrakt sagde – og ikke mindst indgik som en uundværlig del af vagtplanen.

Men DR skal kunne afvikle alle deres programmer uden de ulønnede praktikanter.

For disse universitetspraktikanter må ifølge Universitetsloven slet ikke betragtes som reel journalistisk arbejdskraft, men som studerende i såkaldte 'projektorienterede forløb'.

Derfor må universitetspraktikanterne ikke indgå i en vagtplan på den måde, som fire af dem nu fortæller af have været, forklarer en tidligere fagansvarlig for de projektorienterede forløb ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet.

»De projektorienterede forløb bliver notorisk misbrugt over en bred kam til at tiltrække gratis arbejdskraft,« fastslår juraprofessor Mads Bryde Andersen overfor Akademikerbladet.

DR har derfor nu iværksat et eftersyn af deres egne retningslinjer.

For public service-institutionen er 'berørte' af den nye kritik fra deres tidligere praktikanterne, fortæller HR-chef i DR, Nanna Abildstrøm, i et skriftligt svar til Akademikerbladet.

»Det er svært for mig at gå konkret ind i oplevelser, der ligger år tilbage og i nogen tilfælde er anonymiserede. Men hvis der er tidligere praktikanter, der har noget på hjerte, er man selvfølgelig altid velkommen til at henvende sig til DR,« lyder det fra DRs HR-chef. 

Hun forsikrer dog altså samtidig, at DR på baggrund af kritikken fra de tidligere praktikanter vil granske deres retninglinjer for praktikanter.