Lyt til artiklen

DRs store seerhit 'Gift ved første blik' nåede torsdag aften sin ende.

Men selvom seerne som sædvanligt har slugt programmet, og medierne lystigt har anmeldt hvert eneste afsnit, så melder der sig også et spørgsmål:

Er tiden ved at være inde for 'Gift ved første blik'?

Det mener anmelderne hos Femina, Berlingske og Heartbeats i hvert fald.

»Så nu tilspørger jeg jer, DR: Var det måske bare det? Kan man slå noget ihjel, der allerede er dødt? Nej, men man kan tage det af skærmen,« lyder det fra Feminas anmelder Maria Brus.

Det kom næppe som en overraskelse for nogen, at Steen Theill og Mette Blume lod sig skille i torsdagens sæsonafslutning.
Det kom næppe som en overraskelse for nogen, at Steen Theill og Mette Blume lod sig skille i torsdagens sæsonafslutning. Foto: Mads Castillio
Vis mere

For ingen af de tre anmeldere har kunnet se sig fri for at kommentere, at deltagerne i den netop afsluttede ottende sæson har været både dårligt castet og dårligt matchet.

Den manglende kemi viste sig selvsagt ved, at ingen af parrene er blevet sammen.

Og måske skulle flere af deltagerne slet ikke havde været valgt, hvis de ikke var i stand til at give sig hen til og kommunikere med en partner, lyder pointen.

»Hvis DR vil lave et seriøst parforholdsprogram, må de starte med at finde voksne mennesker med kendskab til deres egne følelser eller i det mindste nogle, der kan registrere en eller anden form for indre liv,« lyder rådet fra Berlingskes anmelder Sarah Iben Almbjerg.

Og samme pointe finder man i Femina.

»Det er 2022, og vi er færdige med at give kvinder ansvaret for at fikse knudemænds forkvaklede følelsesforvaltning. Det er ikke okay. Og det er ikke okay tv,« skriver Maria Brus.

Heartbeats fastslår ligeledes i deres anmeldelse, at de ikke længere er overraskede over, at det gode fjernsyn kommer før hensynet til de deltagendes drøm om kærligheden.

»Programmet har nu endegyldigt cementeret, hvor godt det fungerer med hensyn til at matche folk. Det fungerer ikke,« slår Thomas Balslev fast.

Mikael Beck og Melissa Bredvig gav kærligheden en chance efter programmet, men har desværre måttet indse, at der manglede noget.
Mikael Beck og Melissa Bredvig gav kærligheden en chance efter programmet, men har desværre måttet indse, at der manglede noget. Foto: Theis Mortensen
Vis mere

For når selv det ene par, der var klar på at give kærligheden en chance, ikke endte sammen, så virker eksperimentet bare ikke, lyder konklusionen i Heartbeats.

»Måske er programmet endelig ved at udspille sig selv?«

Ligeledes i Femina bemærkes det, at deltagernes engagement synes at falde hver sæson i takt med, at »'eksperterne' indfører nye initiativer«.

Den ironiske distance til ekspertisen i programmet mærker man også i Berlingske anmeldelse af finaleafsnittet.

Her er man skuffet over, at eksperterne heller »ikke bidrog med meget indsigt«.

»Det har været en kuldslået omgang med deltagere, der enten havde issues, havde givet op eller måtte se sig selv mast ind sammen med et andet menneske i et match, de ikke forstod. Og mens eksperterne farvede deres stemmer tunge af medlidenhed og aflirede en masse lingo fra psykologhåndbogen, led både deltagere, seere og underholdningsværdien.«

Så hvis man spørger de tre mediers anmeldere, så ja: Tiden er inde til at trække stikket på 'Gift ved første blik'.

»Jeg får lyst til at sige, at DR bør stoppe efter denne omgang. Legen er for længst holdt op med at være god,« skriver Sarah Iben Almbjerg.

Etnolog Julie Lahme, psykolog Gert Martin Hald og psykoterapeut Nina Reventlow er eksperterne i 'Gift ved første blik' 2022.
Etnolog Julie Lahme, psykolog Gert Martin Hald og psykoterapeut Nina Reventlow er eksperterne i 'Gift ved første blik' 2022. Foto: Nicolaj Niebuhr Demant / DR
Vis mere

Men har DR så tænkt sig at lægge 'Gift ved første blik' i graven efter torsdagens finaleafsnit?

»Nu skal vi lige evaluere denne sæson først, og så tager vi stilling til en sæson ni herefter,« lyder svaret fra DRs redaktør på programmet, Anna Askov.

For selvom DR »da også lytter til kritikken«, så skal sæsonen først endevendes med deltagerne, eksperterne og holdet bag.

Og trods den sønderlemmende kritik, så er man i Danmarks Radio vant til, at programmet skiller vandene – og man vil netop også gerne være med til at »skabe debat ude i landet og få os til at tale om kærlighed, relationer og parforhold«.

»Hvert år er der mange meninger om og holdninger til 'Gift ved første blik', klipningen, formatet, deltagere og eksperter. Og det vidner jo om en passioneret interesse for eksperimentet, som vi sætter stor pris på,« siger Anna Askov.

Ikke mindst fastholder redaktøren, at det afgørende er forsøget på at lukke et andet menneske ind i sit liv, og ikke hvorvidt deltagerne bliver sammen.

»Vi mener, at 'Gift ved første blik', uanset succesraten, er et enormt relevant kærlighedseksperiment, som både medvirkende og seere lærer rigtig meget af,« siger hun.

Anders Reinholdt Jonssen og Sebastian Søvsø fandt ikke kærligheden, men er begge begejstrede for eksperternes match.
Anders Reinholdt Jonssen og Sebastian Søvsø fandt ikke kærligheden, men er begge begejstrede for eksperternes match. Foto: Theis Mortensen/Snow Productions
Vis mere

Så det kunne altså godt lyde, som om DR slet ikke er færdige med deres guldkalv endnu.

»Så længe processen giver så stor resonans i seere og medvirkende, synes vi, at programmet er aktuelt.«

Også eksperternes kompetencer fastholder man på trods af kritikken og de skuffende resultater.

»Vi kan aldrig spå om udfaldet, men vores eksperter gør sig ekstremt umage for at skabe de bedste matches og de bedste betingelser for den blomstrende kærlighed. At det så ikke altid lykkes, er vi jo ærgerlige over, men 'Gift ved første blik' er en ekstremsport, hvor læringskurven er stejl – uanset udfaldet,« slutter DR redaktør Anna Aaskov.