Skuespilleren Flemming Jensen blev i 'Go' aften Live' anklaget for racisme i sin forestilling 'Nissebanden i Julemandens Land'.

I TV 2-programmet anklagede Michael Bro, der selv er inuit og læser arktiske studier ved Københavns Universitet, Flemming Jensen, der bedst kendt for rollen som 'Lunte' i 'Nissebanden'-julekalenderne, for at være skyldig i kulturel appropriation i sin forestilling.

Her kan man se en række danske børn, der er iklædt anorakker og sorte parykker, så de kan ligne grønlandske børn.

Og det foto var nok for Michael Bro, der i 'Go' aften Live' anklagede skuespilleren for at tjene penge på den grønlandske kultur.

»Det er jo ikke inuitbørn, det der. Det er kulturel appropriation, at man viser inuitter, tjener penge på det og tilegner sig vores kultur,« lød det.

Skuespillerne får kritik for at være klædt ud som en minoritet uden selv at tilhøre den minoritetsgruppe. Foto: PR/Teltet på Bakken/Henrik Petit
Skuespillerne får kritik for at være klædt ud som en minoritet uden selv at tilhøre den minoritetsgruppe. Foto: PR/Teltet på Bakken/Henrik Petit
Vis mere

Skuespilleren afviste påstanden med det samme og fortalte, at det »kunne han aldrig drømme om«.

Flemming Jensen gik efterfølgende på sine sociale medier, hvor han i et skriv på Facebook kritiserede 'Go' aften Live' for debatten om en forestilling, som ingen havde set endnu.

Han følte sig stærkt såret over de beskyldninger, der haglede ned over ham i programmet.

Nissebandens nye forestilling skaber kritik, og det gør skuespilleren ked af det.
Nissebandens nye forestilling skaber kritik, og det gør skuespilleren ked af det. Foto: Maria Hedegaard
Vis mere

'Jeg tror ikke, at der er ret meget andet, der er værre for mig, end at blive beskyldt for at pege fingre ad grønlændere. Jeg har grønlandske venner, kolleger – ja, familie! Jeg kan ikke ha', at man tiltror mig at ville dem noget ondt – og jeg mindes ikke, at noget har ramt mig så hårdt. Og gjort mig så ulykkelig. Dét har gjort mig uendelig ked af det,' skrev han.

Til Berlingske uddyber Flemming Jensen, at han mener, det er noget »sludder«, når Michael Bro siger, at han har ment noget ondt med sin forestilling.

»Det er skældsord, og det er fuldstændig sludder at sige om denne forestilling. En forestilling er hjerteblod, og så kommer der et menneske, som ser et billede og stiller sig til dommer over det. Det er fuldstændig absurd.«

Michael Bro fortæller til Berlingske, at han mener, der er to ting ved forestillingen, der er problematiske.

Ifølge forskeren skal en person ikke spille en rolle, der tilhører en minoritet, hvis skuespilleren ikke tilhører samme minoritetsgruppe.

Han har ikke set forestillingen, men han mener, at han kan konkludere, at der er tale om racisme ud fra et fotografi.

»Jeg synes, at det er nok, at man har set de her billeder. Jeg har ikke brug for at se det for at ytre mig om det her,« fortæller han til mediet.

TV 2 har i et skriftligt svar til Berlingske skrevet, at de er »ærgerlige over«, at Flemming Jensen ikke har følt sig godt tilpas i programmet.

»Vi er ærgerlige over den følelse, Flemming Jensen sidder tilbage med efter interviewet i 'Go' aften Live' mandag, for vi ønsker aldrig, at nogen har en kedelig oplevelse med at deltage i vores programmer,« lyder det.

»Flemming var inviteret i studiet for at debattere, hvordan han, trods sin livslange relation til Grønland og grønlændere, kan forsvare at skildre minoriteter på den måde, han gør i sin forestilling 'Nissebanden i Julemandens Land',« lyder det videre.

»Han var naturligvis orienteret grundigt om, at der var tale om en kritisk debat, og at ingen af de andre paneldeltagere har set forestillingen, eftersom den ikke har haft premiere endnu. I interviewet bliver der vist konkrete billeder fra forestillingen – og det er de billeder, der er udgangspunkt for debatten.«

Efter debatten har Flemming Jensen skrevet på Facebook, at han har valgt at lukke ned og tage en pause fra sociale medier.

'Jeg er nødt til at tage en timeout! Undskyld! Jeg har været en del i vælten på det sidste. Det har ikke været rart,' skriver han og fortæller, at han vil vente med at skrive mere, til forestillingen har haft premiere.