Selvom bookmakerne mener, der er risiko for, at hun snubler på målstregen, så mener det danske grandprix-håb Leonora Colmor Jepsen, at der er en helt særlig grund til, at hun komme videre til Eurovision-finalen.

Det fortæller den 20-årige sangerinde til få timer før, at hun skal optræde i den anden semifinale i dette års sangkonkurrence og kæmpe om en plads videre.

»Jeg ved godt, der er mange favoritter i den her semifinale i forhold til den første (som blev afholdt tirsdag, red.), men jeg tror, at min sang skiller sig ud,« forklarer hun og tilføjer:

»Der er mange dramatiske sange i den her semifinale, og det er 'Love is Forever' ikke. Jeg tror, det er sådan én, man husker som 'den der søde én'.«

ARKIVFOTO af Leonora Colmor Jepsen.
ARKIVFOTO af Leonora Colmor Jepsen. Foto: Philip Davali
Vis mere

Spørger man bookmakerne, så kan det gå begge veje, når Leonora torsdag aften kæmper om en finaleplads. Men spørger man sangerinden selv, er hun ikke i tvivl:

»Jeg tror, min chancer (for at komme i finalen, red.) er gode.«

I alt 18 lande kæmper torsdag aften om en af de 10 pladser videre i finalen. Blandt de 18 er flere af de helt tunge forhåndsfavoritter til at tage den samlede sejr - blandt andet Holland, Sverige og Rusland - og det har gjort, at bookmakerne mener, at Leonora og hendes fine og finurlige sang 'Love is Forever' kan få svært ved at klare sig videre.

Men at bookmakerne på den måde har placeret hendes sang på et knivsæg, hvor hun lige så vel kan tippe til den ene som til den anden side, det er ikke noget, der påvirker.

»Nej. Jeg tror godt, at vi kan ende højere end lige at komme med videre,« forklarer Leonora.

På spørgsmålet om, hvorvidt hun vil være skuffet, hvis hun skulle ryge ud, lyder svaret derfor:

»Ja. Det vil jeg ikke lægge skjul på.«

Du kan se Leonora optræde i den anden semifinale til dette års Eurovision, der bliver afholdt i israelske Tel Aviv, klokken 21:00 torsdag aften på DR1. Finalen bliver afholdt lørdag aften.