Den sydkoreanske film 'Parasite' vandt natten til mandag hovedpriserne ved årets Oscar-uddeling. Ekspert forklarer her, hvordan det lykkedes at skabe den historiske sensation.

»Det er jo fuldstændig sensationelt. Dels havde man regnet med, at '1917' ville vinde de største priser, dels har en film på et andet sprog end engelsk aldrig vundet en Oscar for 'bedste film'. Det er totalt uhørt, det vi har set i nat.«

Sådan lyder det fra Soundvenus filmredaktør, Jacob Ludvigsen, om Oscar-nattens sensationelle overraskelse sydkoreanske 'Parasite', der løb med priserne 'bedste film', 'bedste originale manuskript', 'bedste instruktør' og 'bedste internationale film'.

Han giver her sit bud på, hvorfor den slog alle konkurrenter:

»Det er en blanding af, at vi har at gøre med en fuldstændig fantastisk film som en bred skare af mennesker har set kvaliteter i. Både fordi den er på et kunstnerisk utroligt højt plan, men samtidig er vældig underholdende. Tidligere har engelsksprogede film klaret sig godt, men måske har været i den svært tilgængelige kunstneriske afdeling. Der er 'Parasite' en film, som man er løftet af fra start til slut.«

Jacob Ludvigsen tilføjer:

»Så hænger det også sammen med, at Oscar-akademiet er blevet mere international de senere år. Der er kommet flere medlemmer med fra andre lande, som har et andet blik på film end de amerikanske.«

Derudover påpeger Jacob Ludvigsen, at 'Parasite's instruktør, Bong Joon-ho, har charmeret sig til tops i filmverdenen.

'Parasite'-instruktør Bong Joon-ho.
'Parasite'-instruktør Bong Joon-ho.
Vis mere

»I hele den her 'award season' har Bong Joon-ho optrådt enormt sympatisk. Han har virket både ydmyg, lun og humoristisk. Alle stjernerne har taget ham til sig og hyldet ham. Det kan også have været med til at gøre den lille forskel til sidst.«

Årets store Oscar-taber er uden tvivl Sam Mendes og hans store krigsfilm '1917', der var spået til netop at vinde hovedpriserne.

»De vandt kun lidt tekniske priser, så de er helt klart årets store tabere,« lyder det fra Jacob Ludvigsen, der ellers ikke var overrasket over, at Joaquin Phoenix og Renée Zellweger løb med priserne for bedste mandlige og kvindelige skuespiller.

»Selve showet var bedre skruet sammen end sidste år, men jeg savner stadig en vært til at binde det hele sammen. De forsøgte i år med en masse musikalske indslag, men der vil jeg hellere have en vært, der kan komme med stikpiller. Så det var ikke optimalt, men bedre end sidste år.«

Den overraskende Oscar sejr til 'Parasite' har da også allerede manifesteret sig herhjemme.

Filmen havde premiere i Danmark for halvanden måde siden og har været pænt besøgt i de danske biografer. Men nu er interessen eksploderet.

»Vi modtager nye bookinger og gamle forlænges,« lyder det fra Kim Foss fra Camera Film, som distribuerer 'Parasite' herhjemme.

Derfor vil den sydkoreanske Oscar vinder fra på torsdag være at se i ikke færre end 47 biografer landet over.