Han blev ikke hørt i den kontroversielle dokumentar om Michael Jacksons påståede seksuelle overgreb på små drenge. Og barnestjernen Macaulay Culkin har generelt forholdt sig tavs om forholdet til popstjernen.

Men den i dag 38-årige skuespiller har alligevel ved et par lejligheder løftet lidt af sløret for sit tætte venskab i barndommen med den 22 år ældre sanger.

Her er fem af de svar, vi ikke fik i dokumentaren Leaving Neverland:

Har altid nægtet overgreb

I 2005, anden gang Michael Jackson sad på anklagebænken, sigtet for seksuelle misbrug af børn, blev Macaulay Culkin indkaldt som vidne.

Den dengang 24-årige skuespiller nægtede pure, at Kongen af Pop havde forgrebet sig på ham. Også selvom medarbejdere på Neverland i retten beskrev, hvordan de havde set chefen opføre sig upassende over for den unge Culkin.

Han er siden blevet spurgt adskillige gange under interview, men har altid stået fast på Michael Jackson uskyld.

Jackson mistede interessen, når drengene blev teenagere

I Leaving Neverland fortæller de to hovedpersoner, Wade Robson og James Safechuck, hvordan Michael Jackson havde en tendens til at miste interessen for sine unge venner, når de blev ældre. Begge mænd havde følt sig svigtet, da det også skete for dem på et tidspunkt.

Macaulay Culkin og Michael Jackson var venner i mange år, og barnestjernen blev som 18-årig gudfar til Jacksons datter Paris, men ifølge Popugar bekræftede Macaulay Culkin under sin vidneforklaring i 2005, at Michael Jackson og de drenge, som blev inviteret til at bo på Neverland i lange perioder, havde en tendens til at vokse fra hinanden.

En 24-årig Macaulay Culkin på vej i retten for at forsvare Michael Jackson i 2005.
En 24-årig Macaulay Culkin på vej i retten for at forsvare Michael Jackson i 2005. Foto: ROBERT GALBRAITH
Vis mere

Havde alarmsystem ved soveværelset

I 'Leaving Neverland' fortæller de to mænd om flere steder på ranchen, hvor Michael Jackson angiveligt tog drengene med hen for at have sex med dem. Her kommer det frem, at sangeren havde installeret klokker på gangen foran soveværelset, så man kunne høre, om nogen var på vej derind.

Det bekræftede Macaulay Culkin allerede i 2005 under sin vidneudsagn, uden dog at påstå, at det var, for at Michael Jackson kunne forgribe sig på børnene uden at blive opdaget.

»Når nogen nærmede sig værelset, ja, så kunne du høre den her slags bløde alarm-lyd, et 'ding-dong, ding-dong' af en art,« sagde skuespilleren, der samtidig fortalte, at han havde sovet i stjernens seng flere gange, uden der dog var sket noget upassende.

Jackson var et barn indeni

Mange har undret sig over, at Michael Jackson havde så mange venner, der var under halvt så gamle som ham selv. Men det har Macaulay Culkin flere gange givet sin egen forklaring på.

Michael Jackson sikkerhedstjekkes på vej ind til retslokalet, hvor han sad på anklagebænken i 2005. Også i 1993 var han underanklage, men gik fri.
Michael Jackson sikkerhedstjekkes på vej ind til retslokalet, hvor han sad på anklagebænken i 2005. Også i 1993 var han underanklage, men gik fri. Foto: ROBERT GALBRAITH
Vis mere

Bl.a. i 2018, hvor han ifølge Popsugar udtalte:

»Han var mentalt meget ung. Han nød min ungdom. Han elskede at være et barn sammen med mig. Det slog mig aldrig som værende mærkeligt. Jeg følte mig ikke utilpas i det. Det var bare sådan, han var,« siger Macaulay Culkin, der som niårig og flere år frem betragtede Michael Jackson som værende sin bedste ven.

Identificerede sig med barnestjernen

Macaulay Culkin blev verdensstjerne som niårig. Michael Jackson som syvårig i familiebandet The Jackson 5. Derfor kunne den voksne mand nemt identificere sig med den unge dreng, fortæller Macaulay Culkin i podcasten Inside of You fra sidste år.

»Han tog kontakt til mig, fordi der skete mange ting meget hurtigt i mit liv. Jeg tror, han identificerede sig med det. Jeg tror, at en af grundene til, at vi havde det så godt med hinanden, var, at alle altid var så imponerede over ham. Så at nogen behandlede ham som et normalt menneske ... det var simpelt,« siger Macaulay Culkin.