Louie fra Lyngby. Du kan lige så godt vænne dig til navnet. For i løbet af de næste 18 år vil du komme på fornavn med både ham, Asmus, Ayasofia og Solvej.

Efter at være blevet beroliget af de to 'Årgang 0'-børn Stephanie og Rachel sagde Louies forældre, Maria Mainz og Daniel Brask-Andersen, nemlig ja til, at TV 2 må følge familiens liv frem til år 2038 i opfølgeren 'Årgang 20'.

»Jeg synes, jeg griner meget i det første afsnit,« siger Maria Mainz til B.T. om sin tv-debut.

»For eksempel da vi er ved fotografen. Jeg tror, det er nervøsitet,« fortæller den 23-årige studerende, der i premiereafsnittet besøger en fotograf sammen med sin forlovede for at forevige den gravide mave i en æstetisk fotoserie.

I løbet af de næste 18 år vil danskerne komme på fornavn med Louie Brask Mainz.
I løbet af de næste 18 år vil danskerne komme på fornavn med Louie Brask Mainz. Foto: Daniel Hjorth/TV 2
Vis mere

Her samler Daniel Brask-Andersen al den charme, han kan mestre, for at overtale både sin kæreste og fotografen om, at hans krop også er så flot, at den skal foreviges. Hvilket den til sidst bliver.

»Det var første rigtige optagedag, og jeg syntes, det var vildt svært. Også fordi Daniel er sådan en, der bare siger tingene ligeud, så jeg bliver lidt flov på hans vegne.«

Det sker også, da B.T. spørger, hvordan de endte på navnet Louie til deres første søn.

»Da vi fandt ud af, at det blev en dreng, så blev jeg selvfølgelig mere glad, end hvis det havde været en pige,« starter Daniel Brask-Andersen.

»Ej, Daniel!« udbryder Maria Mainz og griner det dér nervøse grin fra premiereafsnittet igen, inden hendes forlovede fortsætter:

»Så gik jeg straks i gang med at se, hvad jeg kunne finde på – det var mig, der ville få lov at vælge, hvis det var en dreng, og Maria, hvis det var en pige – så kom jeg straks i tanke om, at min yndlingsfilm som barn var 'Junglebogen'. Og hvad fa'en kan man bruge derfra? Det kan i hvert fald ikke være Mowgli,« speedsnakker han.

»Så kom jeg i tanke om kong Louie! Så havde jeg gået på skole med en, der hed Louie, for mange år siden, og så tænkte jeg: 'Det er et fedt navn'.«

Daniel Brask, Maria Mainz og deres søn Louie, som fylder et år til februar.
Daniel Brask, Maria Mainz og deres søn Louie, som fylder et år til februar. Foto: Daniel Hjorth/TV 2
Vis mere

Parret ved godt, at deres naturlige umiddelbarhed er godt tv, men det var ikke et ønske om at blive tv-stjerner, der fik dem til at tilmelde sig 'Årgang 20'. Det var måske i virkeligheden deres umiddelbarhed og spontanitet.

»Jeg syntes bare, det var megavildt, vi havde termin lige den måned, de søgte deltagere til. Nu har jeg selv set 'Årgang 0', og det var nogle fede programmer, så det kunne være vildt spændende. Jeg havde ikke regnet med, at vi ville blive valgt,« siger Maria Mainz, der med fødslen af Louie 27. februar passede perfekt ind i TV 2's drøm om fra 2020 at tegne et portræt af den såkaldte generation Alpha, der vokser op med iPads og sociale medier og bliver voksen i en virkelighed, vi end ikke kan forestille os endnu.

Livsportrættet afløser TV 2-programmet 'Årgang 0', som siden 2000 har fået danskerne på fornavn med Rachel, Stephanie, Emma og Christian.

Og netop de nu 21-årige 'Årgang 0'-stjerner hjalp Maria Mainz og Daniel Brask-Andersen til at træffe den endelige beslutning om at medvirke – og dermed gøre Louie til tv-stjerne allerede fra fødslen.

Produktionen havde nemlig samlet årets fem forældrepar – ét par har siden trukket sig fra tv-projektet – til en weekend, hvor Stephanie Siguenza og Rachel Ellebye fortalte og svarede på spørgsmål om at vokse op på tv.

»Det var rigtig rart at høre deres erfaringer. For selv om Stephanie har været ude at sige, at det havde været hårdt til tider, så ville hun jo heller ikke have undværet det. Hun fortalte om alle de positive ting, som 'Årgang 0' har givet hende, og hun talte generelt meget positivt om programmerne,« husker Maria Mainz.

De fire 'Årgang 0'-børn som 12-årige i 2012. Siden er Emma, Christian, Stephanie og Rachel blevet voksne mennesker, mens hele Danmark har fulgt med.
De fire 'Årgang 0'-børn som 12-årige i 2012. Siden er Emma, Christian, Stephanie og Rachel blevet voksne mennesker, mens hele Danmark har fulgt med. Foto: Thomas Marott / TV2
Vis mere

Stephanie Siguenza udgav sidste år selvbiografien 'Fra Årgang 0 til frihed', hvor hun især undrer sig over, hvordan hendes turbulente barndom med svigt og kaos blev til underholdnings-tv, uden at nogen satte spørgsmålstegn ved det.

I den forbindelse fortalte hun dog til B.T., at hun ikke bebrejder sine forældre, at de allerede ved fødslen hvirvlede hende ind i et ufrivilligt kendisliv.

»For jeg kender ikke andet. Jeg ved ikke, hvad jeg er gået glip af. Men det har gjort mig til den, jeg er, og har givet mig en masse muligheder,« sagde 21-årige Stephanie Siguenza til B.T. i oktober.

Og netop det hæfter Daniel Brask-Andersen sig også ved. Han ved godt, at det er kontroversielt at sige, indskyder han, men han gør det alligevel:

»Louie kommer aldrig til at have prøvet andet. Det er den måde, han vokser op på, og så må man snakke med ham om det, når han bliver ældre. Hvis der er noget, han ikke er tilfreds med, så må man tage den derfra.«