Siden DR-programmet ‘Fars pige’ fik premiere, har det affødt et hav af kritiske reaktioner. Foruden et indlæg i Berlingske er der også blevet skrevet adskillige kommentarer på Facebook.

Også langt flere, end far Jens Østergaard havde regnet med.

»Vi havde regnet med, at nogle ville blive sure. Der er jo jantelov. Men det er kommet bag på mig, at der er så mange negative kommentarer.«

»Jeg har nok sagt lidt for meget med tanke på, at det også skulle være underholdende, men med den her shitstorm skulle jeg nok have holdt lidt igen,« fortæller han til B.T.

Far Jens og Alva.
Far Jens og Alva. Foto: DR
Vis mere

I DR-programmets første afsnit følger man Jens Østergaard, der ejer en tøjbutikskæde, og hans to døtre. Blandt andet ser man teenagedatteren Alva få stukket sin fars kreditkort i hånden, da hun skal ud og købe nye Chanel-øreringe.

Man ser også, at Alva får lokket sin far til at købe en dyr bluse og et par leggins, selvom han egentligt først siger nej.

Det, der ikke fremgår af programmet, er, at mange af de penge, der bliver brugt, er nogle, Alva selv har tjent, fortæller Jens Østergaard.

Pengene stammer blandt andet fra et samarbejde, far og datter har haft med et koreansk pelsfirma, som Alva blandt andet arbejdede som hovedmodel for i ni måneder.

»Gå ud og smil til solen. Elsk lidt mere. Spred god karma. Kys din hund, datter, søster og kæreste,« lyder Alva Madsens opfordring til alle kritikerne.
»Gå ud og smil til solen. Elsk lidt mere. Spred god karma. Kys din hund, datter, søster og kæreste,« lyder Alva Madsens opfordring til alle kritikerne. Foto: Privat
Vis mere

Pengene endte ifølge Jens Østergaard på hans konto, og det er også derfor, Alva af og til får hans kort med sig.

»Jeg tror, at folk bliver sure over, hun måske kan miste jordforbindelsen.«

»Men det ville være underligt, at hun ikke måtte bruge sine penge, når hun nu selv har tjent dem og har en god opsparing i forvejen.«

Han afviser dog ikke, at han også gerne vil forkæle sin datter.

»Jeg har hele mit liv arbejdet hårdt for at komme til de penge. Folk kan være ligeglade med, om jeg bruger den på min datter eller på en dyr bil.«

Fra de kritiske røster lyder det blandt andet, at Jens Østergaard giver sine døtre penge i stedet for nærvær og kærlighed.

Nogle går sågar så langt som at kalde faderens tilgang til sine døtre ‘omsorgssvigt’.

»Det bliver jeg sur og skuffet over, for det er virkelig forkert. Jeg giver min familie kærlighed, og vi tilbringer rigtig meget tid sammen.

»Jeg kan slet ikke gennemskue, hvor det kommer fra.«

Jens Østergaard afviser på det kraftigste, at han skulle være en dårlig far.

»Det er korrekt, at jeg snarere er ven end den autoritære far for mine børn,« fortæller han og uddyber, at hans egen far var af den gamle skole, der gjorde meget ud af at sætte sig i respekt.

Netop det har haft betydning for, at Jens Østergaard fra start besluttede, at han ville være sine ungers ‘bedste ven’.

Alva har hevet sin far med ud i skoven, så han kan tage billeder af hende til Instagram.
Alva har hevet sin far med ud i skoven, så han kan tage billeder af hende til Instagram. Foto: DR
Vis mere

»Alva og jeg har altid været meget tætte, og jeg er som en ven. De taler til mig, som de gør til en ven. Jeg føler, at jeg kommer længere på den måde, end jeg ville have gjort på min fars måde.«

»Det er nok forskelligt, hvilken metode der er bedst til hver enkelt barn.«

Jens Østergaard henstiller i øvrigt til, at folk ser hele programserien, før de danner sig en holdning.

»Jeg synes, det er hurtigt, folk kommer med så dømmende kommentarer. De bør vide, at det er tv, som også skal være underholdende. Og de har kun set en gennemklippet halv time af vores liv.«