Louise Mygind Andersen og hendes virksomhed IX Studios har været underlagt en coronakrise og en navneændring påtvunget af det danske kongehus.

Nu bekræfter 'Løvens hule'-iværksætteren Louise Mygind Andersen overfor B.T., at hun har solgt halvdelen af virksomheden til sin far, den nordjyske investor og mangemillionær Tom Andersen.

»Det er en passiv partner, og vi ønsker ikke at markedsføre på det. Det er stadig min virksomhed og mig, der har skabt den og fik ideen, og det er også stadig mig, der vil være drivkraften i selskabet. Han vil ikke være en del af den daglige drift, men selvfølgelig vil han være tilgængelig for sparring,« siger Louise Mygind Andersen.

Louise Mygind Andersen vil overfor B.T. ikke kommentere beløbet, hendes far har postet i virksomheden, men ifølge Finans lyder Tom Andersens kapitalindsprøjtning på 10 millioner kroner.

Louise Mygind Andersen var med i 'Løvens Hule' i 2021. Her fik hun en investering fra Christian Arnstedt på 400.000 kroner for 10 procent. Foto: PR
Louise Mygind Andersen var med i 'Løvens Hule' i 2021. Her fik hun en investering fra Christian Arnstedt på 400.000 kroner for 10 procent. Foto: PR
Vis mere

Og nu ejer Tom Andersen så 50 procent af virksomheden I am X ApS – heraf 5 procent af 'Løvens hule'-løven Christian Arnstedts førtidige 10 procent, samt 45 procent af Louise Mygind Andersens førtidige 90 procents ejerandel.

»Det er rent økonomisk. Det er en investering for, at vi kan få kapital til den vækstrejse, vi skal på,« understreger Louise Mygind Andersen.

»Vi kunne rigtig godt tænke os at komme ud i udlandet, men det er ikke nogen hemmelighed, at det er hårdt at være iværksætter og have rigtig mange kasketter på, så det har også været nødvendigt at rejse noget kapital for at kunne få nogen med på den her rejse, og for at vi også kan eksekvere på nogen af de her tiltag for at lave den vækst.«

Det seneste årsregnskab for I am X ApS viser en tilbagegang på mere end en million kroner med et negativt resultat på minus 638.000 kroner.

Samme beløb er egenkapitalen faldet med, så den ved udgangen af første halvår af 2022 lød på lige over 200.000 kroner.

Louise Mygind Andersen fra Frederik IX Studios, der efter klager fra det danske kongehus skiftede navn til IX Studios.
Louise Mygind Andersen fra Frederik IX Studios, der efter klager fra det danske kongehus skiftede navn til IX Studios. Foto: Pressefoto
Vis mere

Men nu er der altså kommet 10 millioner kroner ind i virksomheden, der ikke mindst skal bruges på at udvide forretningen – der for nuværende tæller en fysisk butik og en webshop, foruden flere forhandlere – til udlandet.

»Jeg har skudt penge i brandet, og det gør jeg i mange virksomheder. Det er selvfølgelig med håbet om, at det bliver en god forretning, men også fordi matchet er godt. Selvom jeg bruger al min tid på fødevarer og ikke kender meget til smykker og fashion, så investerer jeg i mange forskellige selskaber,« siger Tom Andersen til Finans.

Også Louise Mygind Andersen fastholder over for B.T., at det er »ren forretning«, at hendes far er kommet med i hendes virksomhed.

»Vi kan se fremgang, det er selvfølgelig også derfor, vi har været så heldige at kunne få den her kapitalindsprøjtning. Det er jo fordi, vi ser frem imod en lysere tid, og vores forhandlere også ser frem imod en lysere tid,« understreger 'Løvens hule'-iværksætteren.

Louise Mygind Andersen var i 'Løvens hule' i 2021. Nu har hun fået tilført ny kapital.
Louise Mygind Andersen var i 'Løvens hule' i 2021. Nu har hun fået tilført ny kapital. Foto: Per Arnesen/DR
Vis mere

Tom Andersen er en nordjysk mangemillionær og investor, der har tjent sin formue ved at købe og sælge fødevare gennem selskabet Tomex sammen med sin bror Bo Andersen.

Tom Andersen har blandt andet stiftet 4Mygind Holding, hvor hans fire børn – herunder Louise Mygind Andersen – hver især ejer 25 procent, mens han er direktør.

Det holdingselskab har Louise Mygind Andersen dog ikke ønsket at kommentere overfor B.T.

De 25 procent må ellers lune, for sidste årsregnskab viste et resultat på næsten 15,5 millioner kroner efter en stigning på knap 2,5 millioner kroner fra regnskabet forinden, foruden en egenkapital på næsten 30 millioner kroner.

Louise Mygind Andersen har desuden sit eget holdingselskab, LM Andersen Holding ApS.

Her gik det desværre den forkerte vej ved sidste årsregnskab, der kunne fremvise et negativt resultat på lige godt minus 582.000 kroner og en egenkapital, der blev svækket med mere end en halv million kroner, så egenkapitalen i holdingselskabet landede på lige godt 175.000 kroner efter første halvår af 2022.