Rasende fans af Selena Gomez gik lørdag i krig på de sociale medier.

Under #respectselenagomez krævede de respekt for deres idol, som de mener bliver mobbet.

Anledningen var, at den amerikanske sanger og skuespiller var blevet hængt ud i tv-serien »Saved by the bell,« der bliver sendt på streamingtjenesten Peacock.

I et nyt afsnit af ungdomsserien bliver der nemlig talt om Selena Gomez’ nyretransplantation.

Fakta er, at den i dag 28-årige Gomez i 2017 fik en ny nyre. Virkelighedens donor var hendes veninde Francia Raisa.

Men i tv-serien bliver der spekuleret i, hvem den ‘rigtige’ donor er. Der gættes på, at det er enten Justin Biebers mor eller Demi Lovato.

Justin Bieber har tidligere været kærester med Selena Gomez, mens Demi Lovato og Selena Gomez har været veninder.

I en anden scene står der på en væg skrevet: ‘Har Selena Gomez overhovedet en nyre?’

Selena Gomez bliver mobbet i ny tv-serie, mener hendes fans. Foto: REUTERS/Mario Anzuoni
Selena Gomez bliver mobbet i ny tv-serie, mener hendes fans. Foto: REUTERS/Mario Anzuoni Foto: MARIO ANZUONI
Vis mere

De to scener har fået fans af sangeren til at fare i flint.

»Wtf er der galt med det her show og dets besættelse af Selenas helbred,« spørger en følger på Twitter.

Mens en anden skriver:

»At lave sjov med nogens sygdom er ikke sjovt overhovedet. Det er ondt og uretfærdigt. Selena fortjener det ikke, og det er der heller ikke andre, der gør.«

Andre igen nøjes ikke med at brokke sig, men kræver en direkte undskyldning fra NBC Universal, der står bag tv-serien »Saved by the bell«.

Mens adskillige enslydende tweets i versaler blot gentager kravet om at vise respekt for Selena Gomez.

Nu lover streamingtjenesten bod og bedring.

»Vi undskylder. Det var aldrig vores mening, at tage let på Selenas helbred. Vi har været i kontakt med hendes team og vil donere penge til hendes fond ‘The Selena Gomez Fond for Lupus forskning at USC,« skriver Peacock NBCUniversal i en pressemeddelelse.

Årsagen til, at sangeren i 2017 havde behov for en ny nyre, er, at hun lider af den kronisk autoimmune sygdom lupus.

Det har angiveligt været vanskeligt for Selena Gomez at forlige sig med sin krop efter operationen. For et par måneder siden viste hun første gang sit ar efter operationen frem, da hun lagde et billede af sig selv i badedragt op ved siden af teksten:

»Da jeg fik min nyretransplantation, husker jeg, at det var meget svært at vise mit ar. Jeg ønskede ikke, det skulle være med på billeder, så jeg bar ting, som ville dække det,« skrev hun.

»Nu, mere end nogensinde, føler jeg mig sikker på, hvem jeg er, og hvad jeg gik igennem, og det er jeg stolt af.«