Den seneste tid er kritikken haglet ned over Danmarks Radio.

Senest har tv-biolog og museumsinspektør Morten D.D. Hansen valgt at boykotte mediekoncernen, og dermed indskrev han sig i rækken af kritiske røster, som har klaget over DR-programmet 'Ellen Imellem', hvor kontroversielle meningsbærere stiller kritiske spørgsmål til eksperter under dække af DR-journalisten Ellen Kirstine Jensen.

Nu har DR også fået en officiel klage fra den akademiske fagforening DM, som B.T. har set – og derudover venter også en klage til Pressenævnet.

Det fortæller forforeningens formand, Camilla Gregersen, til B.T.

Camilla Gregersen er formand for den akademiske fagforening DM, der har klaget over DR-programmet 'Ellen Imellem', og arbejder på at klage til Pressenævnet.
Camilla Gregersen er formand for den akademiske fagforening DM, der har klaget over DR-programmet 'Ellen Imellem', og arbejder på at klage til Pressenævnet.
Vis mere

Den akademiske fagforening DM huser ikke mindst de i DR-programmet deltagende medlemmer, astrofysiker Anja C. Andersen og evolutionshistorisk professor Peter C. Kjærgaard, der allerede personligt har klaget over DR, fordi de ikke kendte præmissen for deres deltagelse i programmet.

Fagforeningen mener, at deres medlemmer bliver »ført bag lyset« af et program, der »ikke har til formål at udbrede viden, selvom det er det, de bliver lokket ind til, men i praksis udstiller forskerne og eksperternes følelser og reaktioner på mærkelige spørgsmål«.

Fagforeningen har derfor et tydeligt ønske med klagen til DR.

»Alle programmerne må tages ned, da de er optaget på forkerte præmisser, og der er ytret klart ønske om, at alt råmateriale også slettes, jævnfør DRs egne etiske retningslinjer,« siger Camilla Gregersen.

»Det vil også være på sin plads, at der blev givet en uforbeholden undskyldning for den krænkende behandling, vores medlemmer har været udsat for, som jo gør, at der er rigtig mange, der tænker, om de tør stille op en anden gang. Det er i virkeligheden tilliden mellem medierne og dem, der stiller op i medierne for at bringe deres viden ud, der er på spil her.«

Indtil videre har meldingen fra DR dog været, at programmerne ikke trækkes – og de kan også fortsat ses på DRTV.

Det kalder fagforeningens formand for »simpelthen en skandale«.

»Det er synd for vidensformidlingen. Hele Danmark taber på den her sag, fordi DR er så stædige, at de ikke vil indse, at de har begået en fejl,« lyder det fra Camilla Gregersen.

Astrofysiker Anja C. Andersen har personligt klaget over programmet 'Ellen Imellem' – og hendes fagforening DM meldte DR til pressenævnet. I første afsnit svarede professoren uvidende på spørgsmål fra flat earth-tilhængeren Ole Lochmann, der i hemmelighed stillede sine spørgsmål igennem DR-journalisten Ellen Kirstine Jensen. Foto: DR.
Astrofysiker Anja C. Andersen har personligt klaget over programmet 'Ellen Imellem' – og hendes fagforening DM meldte DR til pressenævnet. I første afsnit svarede professoren uvidende på spørgsmål fra flat earth-tilhængeren Ole Lochmann, der i hemmelighed stillede sine spørgsmål igennem DR-journalisten Ellen Kirstine Jensen. Foto: DR.
Vis mere

Derfor har fagforeningen DM kontaktet en mediejurist, der skal hjælpe med at udarbejde en klage til Pressenævnet over 'Ellen Imellem'.

»Sagen er bare, at sådan en afgørelse i Pressenævnet nogle gange kan tage flere måneder. Der risikerer vi bare i den periode, at de andre programmer kan blive sendt,« mener fagforeningsformanden.

»Hvis DR havde den mindste etik i den her sag, så ville de i hvert fald vente med at sende yderligere programmer, indtil der var kommet en afgørelse.«

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Danmarks Radio, men det har endnu ikke været muligt.