Du kender sikkert til følelsen af, at der ikke er nok ledige timer i døgnet til at se alle de spændende og indbydende film og serier, der ligger tilgængeligt på Netflix.

For bare en hundredkroneseddel om måneden for et standardabonnement har du som dansker adgang til hele 3.808 titler. Men det er faktisk i den helt lave ende sammenlignet med andre lande.

Det viser en undersøgelse fra den britiske sammenligningstjeneste comparitech. Her har man undersøgt forholdet mellem prisen på et abonnement og antallet af tilgængelige titler på Netflix i 39 lande.

Kun i Schweiz får brugere mindre valuta for pengene, end det er tilfældet i Danmark, lyder konklusionen.

Der er naturligvis en forklaring, som digital analytiker og indehaver af TomorrowsNextMedia, Claus Bülow Christensen, giver senere i denne artikel.

I undersøgelsen fremgår det, at briterne har allerflest titler at vælge imellem: 6.122 styk. Altså væsentligt flere, end abonnenterne i Danmark, der ligger 23 procent under gennemsnittet, har af muligheder.

Men ser man på prisen pr. titel falder Storbritanniens placering til en 10.-plads. I Det Forenede Kongerige lyder prisen på et standardabonnement, der tillader to skærme at afspille samtidig, på 74,5 kroner.

Derfor er der helt kvantitativt betragtet mest smæk for skillingen i Brasilien, der ligger øverst på listen. Her har brugerne adgang til 4.286 titler for bare 37,50 kroner månedligt.

I Schweiz betaler brugerne tre gange så meget som i Brasilien for næsten samme antal titler. Helt præcis 116,50 kroner for 4.326 titler.

Dermed ligger alpelandet nederst på listen. Efterfulgt af Danmark.

Claus Bülow Christensen forklarer, at det er et indviklet system af rettigheder, der sætter rammen for, hvor mange og hvilke titler der er tilgængelige i de respektive lande.

»Forholdene omkring rettighederne til en titel kan være meget komplekse og kan afvige meget fra land til land. Netflix laver aftaler med eksempelvis store produktionsselskaber og public service-medier i forskellige lande verden over, og derfor opstår der variationer,« siger han.

Holdet bag 'Babylon Berlin' poserer med prisen 'Bambi 2018' i Berlin, 16. november.
Holdet bag 'Babylon Berlin' poserer med prisen 'Bambi 2018' i Berlin, 16. november. Foto: FABRIZIO BENSCH
Vis mere

Eksperten fremhæver den dyre og populære produktion, Babylon Berlin, hvis fortælling finder sted i metropolens turbulente år i mellemkrigstiden, som eksempel.

»Sky Deutschland har produceret Babylon Berlin, som også Danmarks Radio puttede penge i. Den serie kan man ikke se på dansk Netflix. Men på det amerikanske marked er det en stor succes som en Netflix Original.«

Claus Bülow Christensen forklarer, at Netflix med en stor pose penge har sikret sig rettighederne til titlen i lande uden for de lande, hvor titlen er blevet til.

Den slags aftaler er en hjørnesten i Netflix-forretningen.

Netflix-indhold varierer kraftigt fra land til land, viser undersøgelse.
Netflix-indhold varierer kraftigt fra land til land, viser undersøgelse. Foto: Mike Blake
Vis mere

Af samme årsag gør Netflix et stort nummer ud af at sikre, at man ikke kan kigge med fra andre lande af hensyn til de rettighedshavere, man har indgået en aftale med.

Det skønnes, at Netflix bruger 20 milliarder dollar på indhold i 2020. Omkring halvdelen bruges på rendyrkede Netflix Original-titler, som alle brugere verden over kan se.

»Det har på mange måder den største værdi for Netflix. For på den måde skaber de den største kundeloyalitet, og det er også lettest at håndtere i forhold til rettigheder.«

Når prisen for et Netflix-abonnement i Danmark ligger langt over niveauet i Brasilien, så skyldes det ifølge Claus Bülow Christensen mest af alt det lokale markeds udbud og efterspørgsel – altså konkurrenceniveauet. Men også købekraften har meget at sige.

Eksperten minder således om den store forskel på lønninger i Danmark sammenlignet med andre lande som eksempelvis Brasilien, hvor der således er en ringere evne til at betale for en streamingtjeneste.