The Antonelli Orchestra er ikke at finde på scenen, når næste sæson af 'Vild med dans' skydes i gang.

Det kunne TV 2 mandag oplyse til B.T.

Udsmidningen er midlertidig i første omgang, indtil resultatet af en undersøgelse om krænkelser i TV 2s programmer med bandet er på plads.

»Som jeg har understreget flere gange, vil vi på TV 2 ikke acceptere krænkende adfærd på de produktioner, vi er involveret i. Alle skal kunne gå trygge på arbejde,« siger programdirektør Dorthe Thirstrup til B.T.

Der skal nu foretages en større undersøgelse fra Mastiff af 'Toppen af poppen', som bandet har været en del af.

Men der er ikke lagt op til flere undersøgelse af 'Vild med dans'.

Det skriver TV 2 nu til B.T. og uddyber: 

»Lige nu er fokus på Toppen af poppen. Men vi er selvfølgelig opmærksomme på, at pågældende band også optræder andre steder, og det er derfor, vi siger, at de ikke kan optræde i 'Vild med dans' senere på året, mens undersøgelsen er i gang,« lyder det fra Dorthe Thistrup. 

Som B.T. allerede har beskrevet, var en lang række VMD-folk overraskede over anklagerne, da de aldrig har haft problemer med Claes Antonsen i danseprogrammet. 

Claes Antonsen har selv i forbindelse med dokumentaren undskyldt sin opførsel. 

TV 2 kan endnu ikke oplyse, hvem der skal erstatte The Antonelli Orchestra i 'Vild med dans'.

Bandet, der plejede at have kapelmester og trommeslager Claes Antonsen i front, indtil han for nylig trak sig, har været husorkester i 'Vild med dans' siden programmets start i 2005.

I DRs omtalte dokumentar 'Sexisme i musikbranchen' stilles der skarpt på en anonymiseret Claes Antonsen, der efterfølgende selv har indrømmet, at han var det omtalte bandmedlem i TV 2-programmet 'Toppen af poppen', der havde skabt en sexistisk kultur med upassende kommentarer til de medvirkende kvinder om deres kroppe.

B.T. forsøger fortsat at få en kommentar fra Claes Antonsen.