Ankerstjerne er ude, Martin Jensen er inde.

Fredag præsenterede TV 2 næste sæsons 'X Factor'-dommertrio, der i 2021 kommer til at bestå af Thomas Blachman, Oh Land og Martin Jensen.

Sidstnævnte har 2,5 millioner fans på Facebook og mindst et verdenshit på cv'et, men selv om han er en af Danmarks mest succesfulde musikere, er han stadig et relativt ukendt ansigt i Danmark.

»Jeg tror godt, folk ved, hvem jeg er, når de hører min musik,« fortæller 28-årige Martin Jensen med et smil til B.T.

TV 2 præsenterer det nye dommerhold i 'X Factor 2021' på et pressemøde i Marketenderiet i Valby. Holdet er Thomas Blachman, Oh Land og DJ Martin Jensen. Og vært Sofie Linde, fredag den 11. september 2020.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
TV 2 præsenterer det nye dommerhold i 'X Factor 2021' på et pressemøde i Marketenderiet i Valby. Holdet er Thomas Blachman, Oh Land og DJ Martin Jensen. Og vært Sofie Linde, fredag den 11. september 2020.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

I første omgang havde han 2020 og begyndelsen af 2021 fuldt booket med turneer i USA, Sydamerika, Europa og Asien, men da coronakrisen satte musikbranchen på standby, fik han plads i kalenderen.

»Jeg havde ikke sagt ja, hvis jeg skulle på turné,« lyder det fra Martin Jensen, der også lige skulle overveje, om han overhovedet ville være med, da TV 2 ringede.

»Jeg skal være sikker på, at det, jeg går ind i, er noget, jeg kan bære med mig videre i karrieren. Jeg kunne for eksempel ikke finde på at lave reality, og hvis jeg blev spurgt, om jeg ville lave en sang til 'Paradise Hotel', ville jeg sige nej. Så jeg undersøgte først, hvad programmet har gjort ved tidligere dommere, og hvordan de er blevet respekteret i det.«

Men det endte altså med et ja, og efter en kort casting, hvor han blev testet ved siden af Thomas Blachman, var han klar.

»Blachman er jo velformulerende. Det er jeg altså ikke. Jeg er ekstremt jysk,« fortæller han med et grin. Martin Jensen er oprindeligt fra Låsby ved Silkeborg.

»Jeg kan slet ikke nå Blachman i hans fancy ord, så jeg tror, det bliver ret sjovt. Jeg tror, vi får nogle grineren samtaler.«

'X Factors' vært, Sofie Linde, åbnede for et par uger siden op for en snak om ligestilling og ligeløn i mediebranchen.

Ved 'Zulu Comedy Galla' afslørede hun, at hun ikke engang kunne få det halve af, hvad Thomas Blachman tjener i 'X Factor'.

TV 2 præsenterer det nye dommerhold i 'X Factor 2021' på et pressemøde i Marketenderiet i Valby. Holdet er Thomas Blachman, Oh Land og DJ Martin Jensen. Og vært Sofie Linde, fredag den 11. september 2020.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
TV 2 præsenterer det nye dommerhold i 'X Factor 2021' på et pressemøde i Marketenderiet i Valby. Holdet er Thomas Blachman, Oh Land og DJ Martin Jensen. Og vært Sofie Linde, fredag den 11. september 2020.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Adspurgt, hvor mange procent af Thomas Blachmans løn Martin Jensen har bedt om, fortæller han med et smil:

»Jeg ved ikke, hvad han får – og helt ærligt har jeg ikke nogen holdning til, hvem der får hvad. Hvis Blachman får mere end mig, så er det fordi, han har gjort det her i over 10 år og er 'X Factor' i Danmark. Så hvorfor skulle jeg få mere end ham? Jeg får jo også mere end en dj, der har spillet i to år, hvor jeg måske har spillet i 15. Det gælder jo alle jobs, så det er fair nok.«

Martin Jensen fortæller til sidst, at han ikke går efter at vinde 'X Factor', men efter at finde det største talent, der ikke er glemt, så snart finalen er overstået.