Normalt indfinder deltagerne i Dplay-realityformatet 'Ex on the beach' sig under sydens sol.

Men i år må både deltagere og seere undvære de eksotiske omgivelser. I den kommende sæson vil vejret formentlig være mere velkendt.

Programmets femte sæson bliver nemlig optaget i Danmark, oplyser Discovery Networks i en pressemeddelelse. Og ja, det er på grund af corona-pandemien.

Hvor de festglade singler konkret kommer til at tjekke ind, er dog endnu hemmelighed.

Men Discovery Networks lover, at der er tale om 'den ultimative location i Danmark'. Netværket har da også - nok som de eneste i landet - stor tiltro til den danske sommer, som, man mener, vil skabe de perfekte rammer for den nye sæson.

»'Ex on the beach’ er et af vores mest populære formater og største Dplay-succeser, og i denne sæson går vi hverken ned på ambitioner eller kvalitet,« lyder det fra Discovery Network Danmarks Programdirektør, Pil Gundelach Brandstrup, i pressemeddelelse.

Hun fortsætter:

»På grund af Covid-19 har vi været nødt til at tænke ud af boksen for at kunne give de mange fans endnu en sæson af ’Ex on the beach’ i 2020.«

Egentlig var planen, at optagelserne til femte sæson, som får premiere i efteråret, skulle være gået i gang i udlandet i maj.

Men de blev altså omgående sat på standby, og man begyndte i stedet arbejdet med at finde et dansk alternativ.

Og alt tyder på, at produktionsholdet havde held i bøssen. I hvert fald er Pil Gundelach Brandstrup meget optimistisk, hvad angår den kommende sæson.

»Jeg vil godt garantere, at sæson fem som minimum kommer til at overraske og underholde på samme niveau som de foregående år på trods af, at vi ikke kommer til at se palmer og kilometer lange sandstrande.«

Den fortrøstningsfulde tone til trods lover Discovery Networks, at 'Ex on the beach' vender tilbage til sydens sol, når verdenssituationen atter tillader det.

Indtil da sørger man for at overholde alle anvisninger og retningslinjer fra myndighederne.

Der er desuden indført yderligere tiltag for at sikre produktionsholdet såvel som deltagerne - og alle skal testes for covid-19, inden de træder ind i huset.