TV 2 løfter nu sløret for den første af de nye dansere i efterårets sæson af det populære underholdningsprogram 'Vild med dans'.

Vinderen af det europæiske Melodi Grand Prix i 2013, Emmelie de Forest, får til efteråret debut på dansegulvet, hvilket hun både glæder sig til og er lidt nervøs for. Det fortæller hun til TV 2. Særligt når det gælder de hurtige danse, får hun sin sag for.

»Jeg er bare en langsom person i alt. Vals og andre standarddanse kan jeg nok godt lære forholdsvist hurtigt, men cha-cha-cha og samba er sindssygt hurtige, og det er bevægelser, jeg aldrig har lavet før. Jeg gør alt i slowmotion, og det kan man ikke, når man skal danse latindanse,« siger hun.

Siden sejren i sangkonkurrencen for fem år siden har Emmelie de Forest skrevet sin egen musik, blandt andet 'Never Give Up on You', som Lucie Jones sang ved Eurovision i 2017.

Det bliver Christiane Schaumburg-Müller og Sarah Grünewald, der er værter, når TV 2 til efteråret blænder op for 15. sæson af 'Vild med dans'.