»Tilsyneladende trender jeg lige nu på Twitter for at være grim.«

'Euphoria'-stjernen Sydney Sweeney slog et slag mod internetmobning i en livevideo på Instagram i lørdags.

Det skriver Page Six på sin hjemmeside.

I livevideoen kommenterer Sydney Sweeney på, at en Twitter-bruger har kaldt hende 'grim' efter at have set et afsnit af 'Euphoria'.

»Jeg synes, det er virkelig vigtigt for folk at se, hvordan ord faktisk påvirker mennesker. Alle siger til mig, at jeg ikke skal læse ting på nettet, men jeg er en person ligesom alle andre,« siger Sydney Sweeney i Instagram-videoen og fortsætter.

»Folk bliver altså nødt til at opføre sig pænere på sociale medier,« afslutter hun med at sige i den 38 sekunder lange livevideo.

Den 23-årige skuespillerinde spiller high school-eleven Cassie Howard i HBO-serien 'Euphoria'. Hun har tidligere fortalt, at rollen krævede en del betænkningstid, da hun er opvokset i en konservativ familie, hvor stoffer og sex ikke er noget, man just snakker om.

Serien måtte sætte produktionen på pause efter sin første sæson, da coronapandemien ramte USA. Den pause ser dog ud til at være overstået snart. I april afslørede en af skuespillerne fra serien, Eric Dane, at 'Euphoria'-holdet var begyndt at producere anden sæson af serien.