Marvel er i fuld sving med at forny sig selv, så tegneserieuniverset bedre afspejler nutiden, og det betyder blandt andet, at der optræder homo- og biseksuelle karakterer.

For at få det til at ske vil en kendt superhelt –  som også er kendt fra Marvel-film – snart springe ud, ligesom en ny homoseksuel karakter vil blive ført til filmuniverset.

Det afslører Joe Russo, der sammen med sin storebror, Anthony, har instrueret Marvels biografaktuelle kæmpesucces 'Avengers: Endgame'.

»Der er en homoseksuel karakter på vej i en af deres kommende film. Kevin (Feige, Marvel-producer, Red.) vil afsløre det ret snart, er jeg sikker på,« siger han ifølge People.

Kevin Feige har allerede for et års tid siden annonceret, at det var planen at tilføje homoseksuelle karakterer til filmuniverset, og nu er det altså lykkedes at finde en måde at få det til at ske på.

Men der er faktisk allerede taget små tilløb til at gøre universet mere homovenligt og tidssvarende. Det skete med bifiguren Valkyrie, som optræder i 'Thor: Ragnarok' og 'Avengers: Endgame'.

'Hun er biseksuel, og hun bekymrer sig meget lidt om, hvad mænd tænker om hende,' skrev skuespilleren, der portrætterer hende, Tessa Thompson, på Twitter i '17.

Og i 'Avengers: Endgame' agerer Joe Russo selv statist som en åbent homoseksuel mand, der er i terapi sammen med Captain America, spillet af Chris Evans.

Valkyrie er den første biseksuelle filmfigur i Marvel-universet. (PR-foto/Marvel/Disney/IMDB)
Valkyrie er den første biseksuelle filmfigur i Marvel-universet. (PR-foto/Marvel/Disney/IMDB)
Vis mere

»Der er tale om globale film, som når ud til en masse mennesker. De er vigtige for mange mennesker, og alle har ret til at se sig selv på lærredet og identificere sig med noget,« har Joe Russo tidligere sagt til Movieweb.

Der er endnu ikke sluppet noget ud om, hvilken eksisterende superhelt der nu bliver tvunget ud af skabet af Marvel-folkene.

Men nogle er selvfølgelig mere oplagte end andre, og det ville eksempelvis nok overraske mange, hvis Spiderman sprang ud, efter hans forelskelse i nabodatteren Mary Jane har været en essentiel del af fortællingen siden de spæde tegneseriehæftedage.

Det fremgår i øvrigt heller ikke, om der er tale om en mand, kvinde eller transperson.