Iført sit stiveste puds sad han klar i 'Aftenshowet' for at tale om 'Operarejsen 2', da han inde fra studiet hørte de ord, der gjorde ham bange.
»Fucking hell, mand, tænkte jeg bare. 'Hvad har jeg så siddende derhjemme? To potentielle hjerneskadede?'« husker Frederik Cilius, at det fløj gennem hans hjerne.
For rullende kameraet sad speciallæge Imran Rashid nemlig og forklarede, at små børn bliver hjerneskadede af at tilbringe for meget tid foran skærmene.
Og i villaen i den københavnske forstad Hvidovre sad hans egne to små sønner på henholdsvis seks og to og et halvt år. Sandsynligvis begravet i hver sin tablet.
»Jeg blev sgu bekymret,« understreger han. Hvor bekymret, vender vi tilbage til.
Først et par ord om, hvem Frederik Cilius er, når han ikke lige er Kirsten Birgit eller sammen med Rasmus Bruun og Allan Gravgaard Madsen rejser rundt i Europa og kloger den på opera.
»Generelt set et meget tilfreds småborgerligt væsen,« lyder hans egen beskrivelse af livet med hustruen, Anne – som han har været sammen med i ti år – og deres to sønner.
»Jeg kan godt lide at være far. Jeg kan godt lide at have en familie. Jeg kan godt lide at være gift, have et hus og have en bil.«
»Ja, det er enormt småborgerligt. Det vedkender jeg mig 100 procent. Jeg er ikke så outreret. Lever et stille og roligt lasagne-liv,« smiler han veltilfreds og griner af, hvilken slags menneske han er blevet, efter han blev far.
»Jeg blev presset ned i småborgerligheds-tragten og endte op ude på den anden side ligesom alle de andre.«
»Så nu kører vi rundt med vores christianiacykler, henter og bringer unger, fylder ladet med Føtex-poser og figenstænger og føler os som nogle kæmpestore individer.«
Og så runger latteren. Hele vejen op til loftet.
Men det er dét at have fået børn, der virkelig har flyttet noget i ham. For – som han blankt erkender:
»Jeg havde en tendens til at gå og synes, at det vigtigste i hele verden var, hvad der kom af satire på DR. Men herregud. Det går nok alt sammen,« siger Frederik Cilius og nyder faktisk ikke at være hovedpersonen i eget liv.
Og dermed er vi ved at være tilbage ved dét med bekymringen.
For da han selv voksede op, var han en forkælet efternøler, der aldrig rigtig blev stillet nogen krav til.
Så da han selv blev far, var hans mantra da også, at børnene på ingen måde skulle paces.
»De ved selv, hvad de har brug for. Så jeg er ikke sådan en, der tvinger mine børn til at gå til en fritidsinteresse. For de har lange dage og er trætte, når de kommer hjem, så de har brug for ikke at lave en skid.«
»Vil de sumpe en hel weekend, er det fint med mig. Vi slår dem ikke med en kvægstav,« griner han.
Og at sumpe består som regel af at sidde med en tablet.
Men dét, som Imran Rashid forklarede den aften i studiet, var, at det var skadeligt for små børn.
»For hele problemet er algoritmen, som lærer, hvordan man tilfredsstiller den menneskelige hjerne og i særdeleshed en underudviklet menneskehjerne, som ikke kan gennemskue noget.«
»Og det underlige var, at det gik op for mig, at jeg var begyndt at blive på den måde selv. Jeg var også blevet skærmafhængig og dum. Jeg var simpelthen blevet dum,« indrømmer Frederik Cilius, som havde mistet evnen til at koncentrere sig om at se eksempelvis en hel spillefilm.
Og så kommer trumfen:
»Så nu har vi smidt skærmen, taget en kold tyrker, og jeg er med, for jeg kunne mærke, at jeg mistede indhold i mit liv af at sidde og glo ned i det lort,« siger han og beskriver med sarkastisk væmmelse i stemmen, hvordan det ser ud:
»Det er grimt. Det der underbelyste fede ansigt, der sidder og glor, mens hjerneskaden pågår, og man får det hvide snit inde i hjernen af en algoritme,« griner han.
Foreløbig har eksperimentet stået på nogle uger.
»Det underlige er, at mine børn er enormt glade for det. De begynder at aktivere sig selv. På en eller anden måde har de jo været i et skærmfængsel. Jeg har også. Været slave af den skærm.«
»Nu må vi se, om det holder ved. Det håber jeg meget,« smiler han.
Sæson 2 af 'Operarejsen' kan ses på DR TV.
