Emma fik det dårligt og blev syg, når tv-holdet skulle komme, og derfor valgte hun og hendes familie, at det var på tide at sige farvel til 'Årgang 0.'

Det fortalte en ærlig Emma Josefsen i Go' Morgen Danmark på TV2 tirsdag, hvor hun og Rachel Ellebye var på besøg i anledning af, at sidste sæson af programmet begynder tirsdag aften.

Lige siden hun kom til verden i år 2000, har den nu 18-årige Emma Josefsens haft et kamerahold i ryggen.

Den smilende vestjyske pige og hendes mor og far blev folkeeje, da de sammen med fire andre helt almindelige familier lukkede os andre ind i deres hverdag og på godt og ondt delte de små og store oplevelser, der følger med i et helt almindelig dansk familieliv.

Emma Josefsen valgte at forlade det populære TV2-program 'Årgang 0'. (Arkivfoto)
Emma Josefsen valgte at forlade det populære TV2-program 'Årgang 0'. (Arkivfoto) Foto: Emma som 14-årig. Foto: Thomas Marrot.
Vis mere

Men efter 15 år som verdensberømt i Danmark blev det for meget for Emma.

Hun fik stress og hendes familie valgte at forlade det populære TV2-program.

Derfor har de seneste sæsoner været uden den sympatiske vestjyske familie, og Emma lægger ikke skjul på, at hun har nydt at have sit ungdomsliv i fred.

Emma, da hun var 12 år.
Emma, da hun var 12 år. Foto: Thomas Marott / TV2
Vis mere

»Det har været dejlig at få lov at bare at være sig selv. At starte på efterskole og handelsskole uden at have et kamerahold i ryggen,« fortalte en ærlig Emma om sit exit fra tv-dokumentaren og tilføjede:

»Jeg skulle ud og møde de her 170 nye mennesker, og nu skulle jeg slet ikke tænke på, om folk kun ville snakke med en, fordi de kunne komme i fjernsynet, eller ville de faktisk snakke med mig.«

Emma med sin familie, da hun var 12 år.
Emma med sin familie, da hun var 12 år. Foto: Thomas Marott / TV2
Vis mere

Det var ikke en let beslutning for familien at kvitte programmet, men efterhånden stod det klart, at Emma havde det så skidt, at det var det eneste rigtige at gøre.

Hun blev simpelthen syg, hver gang der skulle filmes.

Det begyndte at gå galt, da hun som teenager fik stress.

»I starten ville jeg faktisk ikke tale om det i programmet, og der gik lang tid, før de fik mig overtalt til, at det var okay at tale om. Det var først, da jeg var kommet ud af det. Men så kommer programmerne, og man bliver mindet om, hvordan man havde det, og så fik jeg et ret stort tilbagefald. Så blev det sådan, at hver gang der skulle filmes, så fyldte det bare så meget, at jeg kunne ingenting. Jeg var syg hver gang,« sagde hun til Go' Morgen Danmarks Heidi Frederikke Sigdal.

Foto: Esben Salling
Vis mere

»Jeg tror, det var der, det gik op for os, at vi var nødt til at melde os ud,« forklarede Emma.

'Årgang 0' begyndte for 18 år siden at følge fem børn, som blev født i det nye årtusinde. Programmet har fulgt dem og deres familier fra de blev født til nu, hvor de er 18 år. Ud over Emma har to andre piger forladt programmet i de 18 år, tv-folkene har fulgt pigerne.

Sidste sæson begynder på TV2 tirsdag aften klokken 20.