Mandag aften løber første afsnit af TV 2 ZULU-programmet 'Date mig nøgen' over skærmen, og for første gang i programmets levetid er det med en biseksuel deltager.

29-årige Elnara Jensen, der helst bare vil kaldes for 'Ella', skal i sæsonens første program forsøge at skaffe sig en date.

Forsøget på at få en date i hus foregår udelukkende baseret på udseende. Deltagerne er nemlig helt nøgne i programmet, og Ella fortæller da også, at hun i første omgang ikke selv meldte sig til programmet.

»I starten var det mest for sjov, da min veninde meldte mig til, men efterfølgende blev jeg mere og mere frisk på idéen, for jeg ville jo gerne stå inde for min seksualitet. Jeg er stolt af at være den første biseksuelle deltager,« fortæller hun til B.T.

Elnara Jensen er på udkig efter både mænd og kvinder i aftenens program.
Elnara Jensen er på udkig efter både mænd og kvinder i aftenens program. Foto: Strong Productions / Per Arnesen / TV 2
Vis mere

Inden programmet blev optaget, gjorde aftenens hovedperson sig ikke de store overvejelser. For hende handlede det kun om én ting:

»Selvfølgelig var jeg spændt på, om jeg fik en date, men for mig var det mere det at turde stille mig frem og få en oplevelse med i bagagen, der var det vigtige.«

Ella havde da heller ingen skrupler i forhold til det at skulle være nøgen på tv.

»Jeg er ikke så blufærdig, så det med at stå nøgen på tv var ikke nogen grænse for mig,« lyder det fra den 29-årige Ikast-borger, der oprindeligt er fra Aserbajdsjan.

Mandag aften har vært Ibi Makienok besøg af 29-årige Elnara Jensen i 'Date mig nøgen'.
Mandag aften har vært Ibi Makienok besøg af 29-årige Elnara Jensen i 'Date mig nøgen'. Foto: Strong Productions / Per Arnesen / TV 2
Vis mere

Hun har boet i Danmark, siden hun var 13 år, og allerede året efter blev hun bevidst om sin seksualitet.

»Siden jeg var 14 år, har jeg været klar over, at jeg var til begge køn – så stort set altid,« fortæller midtjyden og uddyber:

»Jeg er til begge køn, fordi jeg synes, det er spændende. Kvinder har en blødhed og en anden berøring end mænd, som modsat kan tilbyde noget andet fantastisk.«

'Date mig nøgen' sendes mandag aften klokken 20.40 på TV 2 ZULU og kan ses på TV 2 Play.