Fredag kører X Factor toget igen. Det tredje live-show skal afvikles, og eksperterne er ikke i tvivl om, hvem der kommer til at kæmpe i farezonen.

Til de to sidste live-shows har Patrick måtte give alt, hvad han havde for sin overlevelse, og har hver gang kunnet kravle ud af minefeltet og krybe i sikkerhed.

Han er to gange endt i farezonen, fordi stemmen svigtede og tonerne ramte skævt, men har han nu fået styr nok på vokalen, til at kunne slippe for at blive bedømt i farezonen?

Det mener eksperterne fra Danske Spil ikke. De er overrasket over, at Patrick kunne overleve sidste uges live-show og dermed sende Andrea Brøndsted hjem. Men nu går den altså ikke længere.

Dommerne Ankerstjerne, Oh Land og Thomas Blachman.
Dommerne Ankerstjerne, Oh Land og Thomas Blachman. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Ifølge dem vil han ikke kun ryge i farezonen - han står også som favorit til at være den næste, der forlader X Factor.

»Vi var noget overraskede over, Patrick gik videre, da det er yderst sjældent, at nogen har overlevet Farezonen hele to gange. Så statistikken siger, at nu må det være det slut,« siger Peter Emmike Rasmussen, der er oddsansvarlig i Danske Spil.

Det er dog mere usikkert, hvem Patrick skal stå over for, hvis han ryger i farezonen igen. Her falder Peter Emmike Rasmussens bud på enten Maria og Bea eller pigegruppen Echo.

Af de to grupper ved Peter Emmike Rasmussen også godt, hvem af dem han vil sætte sine penge på, når der skal sendes deltagere i den berygtede farezone.

»Den attitude og popularitet, som Maria og Bea allerede nu har opnået, tror vi gør, at de redder sig fri fra farezonen, og derfor vurderer vi, at det bliver Echo, som står i farezonen,« siger han.

Hvis Patrick får sunget sig ud af en farezone dom, vil det altså være Echo og Maria og Bea, der ender i det endelige opgør, mener Peter Emmike Rasmussen.

Ifølge eksperterne er det altså Ankerstjerne eller Oh Land, der kommer til at kæmpe og miste i det næste live-show, og Blachman der kan føle sig lidt mere sikker med sine to resterende kandidater.

I morgen kan man også se Hugo Helmig optræde under live-showet, dog uden at skulle dømmes af de tre skarpe X Factor dommere.