Endnu engang må programmets eksperter Carsten Linnemann og Kenneth Hansen rykke ud i 'Luksusfælden', da en deltager har brugt langt flere penge, end der er kommet ind.

27-årige Åke, der er landbrugsmedarbejder, har sit eget firma, men han har ikke formået at tjene gode penge på det.

Faktisk tværtimod, viser et klip fra tirsdagens program.

Åke sidder i en traktor sammen med den økonomiske ekspert Carsten Linnemann, som har gjort sit bedste for at illustrere nogle af de penge, som den unge mand har brugt i sit forsøg på at skabe en succesrig virksomhed, hvor han lejer sine ydelser ud til landbrug.

Carsten Linnemann og Åke kører hen og vælter halmballer, som man kan se i klippet øverst i denne artikel, der skjuler forskellige beløb. Penge, der nu er spildt.

Da den første halmballe bliver væltet, kan man kan se, at Åke har brugt mere end 60.000 kr. på jobportaler, som ikke har skabt nye muligheder for landbrugsmedarbejderen.

Det er penge, som han lige så godt kunne have brændt af, indrømmer han, og det giver Linnemann ham ret i.

Derefter kører de videre til den næste halmballe, som skjuler et beløb på 67.600 kroner, som Åke har brugt på en hjemmeside, som han var lovet skulle ryste penge af sig.

Og til sidst afslører den sidste væltede halmballe en udgift på 99.000 kr., som Åke har brugt på maskiner og redskaber.

Han drømmer nemlig om en dag at blive gårdejere, hvis han med sit firma kan tjene nok penge på det.

»Det er jo helt på månen, det her,« konstaterer ekspert Carsen Linnemann, og den 27-årige er ikke uenig.

Man kan se tirsdagens afsnit af 'Luksusfælden' på Viaplay eller på TV 3 klokken 20, hvor eksperterne skal hjælpe Åke fra Nødebo på Sjælland, inden hans situation bliver værre.