Tv-vært Cecilie Beck tog tøjlerne, da TV 2 søndag aften afholdt debat mellem de tre statsministerkandidater.

Og som det altid er, når noget ikke er, som det plejer, er debatten startet på de sociale medier om alt fra konceptet, vindere af debatten og værtens rolle.

Især det sidste har givet anledning til flere hundrede kommentarer på TV 2s Facebook-side, hvor Cecilie Beck både roses og kritiseres som ordstyrer.

Men værten selv tager det i helt stiv arm, at folk beskylder hende for selv at have en politisk dagsorden.

Det fortæller hun til B.T.

»Det er det samme hver gang. Enten er jeg for rød, eller også er jeg for blå. Det plejer som regel at være blå, fordi jeg er på TV 2, og det lader til, at nogle danskere tror, at vi har en direkte linje til det borgerlige Danmark herinde,« siger hun med et grin.

'Farce! En utilstedeligt partisk Cecilie Beck, og tre statsministerkandidater, der aldrig fik en reel chance for at redegøre for deres holdninger,' skriver en på Facebook.

'Cecilie Beck var en kompetent, ordentlig og meget dygtig ordstyrer. Men selvfølgelig mener en masse mennesker, der stemmer til højre, at hun var dårlig, da hverken hr. Pape eller hr. Ellemann klarede sig specielt godt. Ganske som især hr. Pape altid gør, giver andre skylden,' skriver en anden.

'Jeg lukkede ned – gad kke at høre på Cecilie Beck.....hun er jo lige så rød som TV 2!' lyder det fra en tredje.

Kritikken om, at der skulle være kommet flest kritiske spørgsmål til Søren Pape (K) og Jakob Ellemann (V), kan hun dog godt forstå.

»Det kan sagtens have set sådan ud, men de er jo også to kandidater fra samme blok, og hvis det skal være lige, så skal jeg jo stille flere spørgsmål til dem end til Mette Frederiksen. Hvis jeg havde fordelt det 50/50, havde folk sagt, at jeg havde overfaldet Mette Frederiksen.«

Overordnet er tv-værten godt tilfreds med debatten.

»Vi vidste godt, at der ville komme reaktioner. Sådan er det altid, når man piller lidt ved et format. Men jeg står 100 procent inde for det, vi har lavet, og jeg synes, at det fungerer. Vi kan jo se, hvordan de fx har gjort det på DR, og der bliver det hurtigt 'to mod en', hvis man ikke er meget med som vært, så det er jeg glad for, at vi gjorde. Så vil der altid være nogen, der synes, at man var for meget på, men det går jeg simpelthen ikke op i.«

De mange rosende ord til værten sætter hun stor pris på.

»Jeg bliver da helt vild glad. Og når alt kommer til alt, så vil jeg jo også bare rigtig gerne være dygtig og gøre mit arbejde godt. Det her er et valg, og der kommer stærke følelser frem. Der vil altid være nogen, der synes, man gjorde det godt, og nogen, der synes, at man var dårlig, men jeg har fået et filter på, så jeg kan afskære dem, der siger noget, som de måske ikke helt har styr på.«