Når man i 20 år har kunnet regne med et efterår i dansens tegn, vil det nok ikke være helt ved siden af at kalde TV2's udmelding om et skifte i sendefladen for enden på en æra.

'Vild med dans' må se sig slået af køkkenknive og forklæder, der bliver omdrejningspunktet for mediets nye efterårssatsning. 

De næste mange fredage kan man nemlig se frem til det nye reality-format '100 knive', hvor danske kokke dyster uge for uge for at undgå eliminering for til sidst at vinde konkurrencen og 500.000 kroner – et program langt fra pailletter og laksko. 

I et interview med B.T. taler de to dommere – kokkene Rasmus Kofoed og Kamilla Seidler – fra det nye program ud om det eventuelle pres, der kan følge med, når der skal leves op til det forgangne seerhit, som '100 knive' erstatter.

Men umiddelbart giver den store programsatsning ikke dommerne sved på panden.

Michelin-kokken Rasmus Kofoed, som du måske kender som manden bag Geranium, er én af dommerne i det nye program – og han melder hurtigt ud, at de to programmer ikke skal anskues ens. 

»Jeg tror, at man skal se det ('100 knive', red.) som et selvstændigt program,« indleder stjernekokken. 

Kok, restauratør og anden del af dommerduoen, Kamilla Seidler, stemmer i:

»Jeg tror ikke, at det er en erstatning for noget andet. Det er et program, der helt klart står for sig selv,« siger hun. 

Rasmus Kofoed tilføjer i samme omgang, at programmet er »en kokke-konkurrence med en masse fantastiske, dygtige og passionerede kokke og ildsjæle«, hvor han og Kamilla Seidler træder til som dommere for at bedømme og spille deltagerne gode. 

Selvom det at skulle udfylde 'Vild med dans'-sendetiden ikke slår kokkeduoen ud af kurs, får piben en lidt anden lyd, når de bliver spurgt om en potentiel udskiftning fra dommerstole til dansesko. 

»Jeg har det sådan, at hvis der bliver spillet den rette musik, så kan jeg sagtens komme ud og fyre den af på et dansegulv en hel aften. Men hvis musikken ikke helt er den rigtige, så har jeg svært ved at blive budt op til dans,« fortæller Rasmus Kofoed og afviser overhovedet at være blevet tilbudt en deltagelse i det nedlagte program. 

Heller ikke Kamilla Seidler kan påstå at have fået tilbuddet, selvom hun udtrykker, at hun synes godt om dans.

 »Jeg kan godt lide at danse, men med i 'Vild med dans', det ved jeg ikke. Nu er det jo også for sent, kan man sige,« uddyber Kamilla Seidler. 

Og det har hun ret i. 

For 'Vild med dans' er fortid og i stedet indtræder '100 knive', der har sin premiere på TV 2 2. oktober.