Thomas Vinterberg og resten af holdet bag 'Druk' vandt ikke en Golden Globe, men den danske film er stadig favorit til at vinde en Oscar.

Det er Jacob Ludvigsen, filmredaktør ved Soundvenue, ikke i tvivl om.

»Det betyder absolut ingenting, at 'Druk' ikke vandt. Den film, der vandt ('Minari', red.), er 'Druk' slet ikke oppe imod i Oscar-sammenhæng,« siger han til B.T.

At de to film så alligevel konkurrerede mod hinanden ved Golden Globe, skyldes det, som filmredaktøren kalder 'nogle vanvittige regler'.

»Golden Globe tager det utrolig bogstaveligt, at det skal være en fremmedsproget film, altså en ikke-amerikansk film, men 'Minari' er en amerikansk film lavet af amerikanske filmfolk, og den foregår i USA.«

»Men den har tilfældigvis en overvægt af koreansk sprog, fordi den følger en koreansk migrantfamilie.«

Og det er altså derfor, den kunne nomineres i kategorien 'bedste fremmedsprogede film'.

Anderledes er det i Oscar-sammenhæng, hvor 'Minari' ikke kan nomineres i kategorien 'bedste internationale film'.

Her er den i stedet i spil til hovedkategorien 'bedste film'.

»Og det betyder jo så, at der er en anden film, der skal være favorit her, og det er så 'Druk'.«

»Selvfølgelig havde det givet et rygstød, hvis 'Druk' havde overrasket alt og alle ved at vinde, men favoritten var 'Minari', så det skader ikke, at 'Druk' ikke vandt. Og så skal man så huske på, at der intet sammenfald er mellem Golden Globe og Oscar i forhold til, hvem der stemmer.«

Golden Globe-vinderne udpeges af 87 ikkeamerikanske filmjournalister i The Hollywood Foreign Press Association. Omvendt består Oscar-akademiet – som afgør, hvem der får den gyldne statuette med hjem – af godt 10.000 personer fra selve filmbranchen.

»Alt i alt skal vi ikke være så kede af, at 'Druk' ikke vandt en Golden Globe i nat, for Oscar er en langt større og langt federe pris, og der er den altså stadig favorit, selvom den jo selvfølgelig langtfra er sikker på at kunne vinde,« siger Jacob Ludvigsen.

(ARKIV) Danish film director Thomas Vinterberg arrives for the opening ceremony of the 12th edition of the Lumiere Film Festival in Lyon, central eastern France, on October 10, 2020. Thomas Vinterberg vinder for filmen "Druk" prisen for Bedste Europæiske Instruktør 2020 ved European Film Awards - det europæiske svar på Oscar-uddelingen. Det skriver Ritzau, lørdag den 12. december 2020.. (Foto: JEFF PACHOUD/Ritzau Scanpix)
(ARKIV) Danish film director Thomas Vinterberg arrives for the opening ceremony of the 12th edition of the Lumiere Film Festival in Lyon, central eastern France, on October 10, 2020. Thomas Vinterberg vinder for filmen "Druk" prisen for Bedste Europæiske Instruktør 2020 ved European Film Awards - det europæiske svar på Oscar-uddelingen. Det skriver Ritzau, lørdag den 12. december 2020.. (Foto: JEFF PACHOUD/Ritzau Scanpix) Foto: JEFF PACHOUD
Vis mere

Den danske film er med i et felt på 15 film, som kæmper om den endelige nominering til den store prisuddeling.

Hvem, der så løber med pladserne, offentliggøres 15. marts.

»Hvis 'Druk' ikke nomineres, vil det nærmest være lidt chokerende. Det er den mest omtalte ikkeamerikanske film i år, vil jeg sige. Den bliver også omtalt i førende amerikanske branchemedier som en forhåndsfavorit, og så har den bare fået en smaddergod modtagelse.«

»Så hvis den ikke bliver nomineret, vil det være en kæmpestor skuffelse, men det tror jeg nu også, den gør.«

Selvom Oscar-akademiet har sørget for, at 'Minari' ikke bliver en konkurrent, er der andre film i feltet, som kan forpurre chancen for dansk succes i det, der er kendt som en af prisuddelingens mest uforudsigelige kategorier.

»Der er et par rigtig stærke dokumentarfilm med i feltet, som har fået meget omtale. Heriblandt den rumænske film 'Collective', men omvendt plejer dokumentarfilm ikke at klare sig så godt i den kategori.«

Jacob Ludvigsen udpeger også mexicanske 'I'm No Longer Here', der har nydt stor opbakning fra landsmændene og instruktørerne, Alfonso Cuarón og Guillermo del Toro.

»Men 'Druk' er filmen, der stikker ud fra mængden lige nu, men der kan ske meget op til showet, hvor andre film får momentum,« siger han til B.T.

Oscar-showet løber af stablen 25. april.