Der var drama for alle pengene, da Kaspar 'Kali' Andersen fredag aften blev smidt ud af 'X Factor'.

Dommeren Thomas Blachman skiftede mening efter først at have sendt Kali hjem, hvorefter han overgav sig og sendte Ilona hjem, så Oh Land selv kunne få lov til at vælge, hvem af sine deltagere hun ville have med videre.

Udsmidningen skabte ekstremt dårlig stemning mellem Blachman og Oh Land, alt i mens Sofie Linde stod på scenen og skældte ud, fordi hun mente, at de to dommere skulle fokusere mere på Kali og Ilona frem for uvenskabet mellem de to.

»Det understreger bare, at det her program er fyldt med følelser. At det er rigtige følelser, der er på spil,« siger Sofie Linde, da B.T. fanger værten efter showet.

»På et eller andet tidspunkt i hver sæson når vi et punkt, hvor følelserne er presset op i en krog, og det skete i aften (fredag, red.). Jeg blev rigtig sur, og bølgerne gik højt ved bordet.«

Oh Land, som endte med at sende Kali hjem, var bestemt ikke kølet ned, da B.T. fangede hende kort efter.

Hun var rasende på sin meddommer Thomas Blachman, som, hun mente, var alt for hård mod Kali og Ilona.

»Jeg synes, det var en uværdig situation at give ydeligere kritik, når der står to deltagere, der er sygt pressede, og som har en dommer, som ultimativt kommer til at vælge mellem dem,« sagde hun og fortsatte:

»Det er under lavmålet at sable dem ned på den måde. Det havde de ikke fortjent.«

Der var mildest talt ikke god stemning mellem Oh Land og Blachman fredag aften.
Der var mildest talt ikke god stemning mellem Oh Land og Blachman fredag aften. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Thomas Blachman virkede dog ikke synderligt ramt af kritikken mod ham.

»Jeg oplever det ikke som drama, når nogle giver mig uret eller banker i bordet. Jeg har ikke nogen uro i mig på grund af det,« siger han og forklarer forvirringen, hvor han i første omgang smed Kali ud, men kort efter ændrede mening til Ilona:

»Jeg kunne ikke lige huske reglerne med, at jeg skal sige noget, jeg ikke synes, så det kunne være op til Nanna (Oh Land, red). Det er jo noget pis, men det blev, som det skulle.«

Hvis det er noget pis, hvorfor stemte du så ikke bare Kali ud?

»Når alt kommer til alt, så er det for fanden det mest fair, at det er dommeren, som selv arbejder med artisten, der får lov til at vælge.«

Sofie Linde var ikke helt begesjtret for dig...

«Hun er jo skøn, som hun er, og den bedste i branchen. Jeg er ikke nogen maskine, og det er hun heller ikke, så derfor bryder hun formen og begynder at snakke menstruation og alt muligt andet. Jeg elsker det.«

Se hele Thomas Blachmans svar i videoen øverst oppe.