I oktober sidste år skød og dræbte Alec Baldwin filmfotografen Halyna Hutchins med det, han troede, var en uladt rekvisitpistol.

Men det var altså langt fra tilfældet.

Ulykken skete under en prøve, hvor Baldwin øvede en skydescene. Han fik overrakt en Colt-revolver af en medinstruktør – med klar besked om, at våbnet ikke var ladt med skarp ammunition.

Også filminstruktøren Joel Souza blev ramt, men kom sig hurtigt efter behandling på hospitalet.

Nu har politiet i Santa Fe frigivet videooptagelser og billeder i efterforskningen. Det skriver AFP.

Optagelserne, som du kan se øverst i artiklen, viser, hvordan førstehjælpere, skynder sig hen for at behandle Hutchins efter ulykken. Politiet fortæller samtidig, at efterforskningen forventes at være afsluttet inden for et par uger.

»Ingen har stået frem og indrømmet at have medbragt ammunition til filmsettet,« lød det tirsdag fra sheriffen Adan Mendozas.

Alec Baldwin nægter fortsat at være ansvarlig for ulykken, og politiet i Santa Fe har endnu ikke rejst nogen sigtelser i sagen.

Alec Baldwin.
Alec Baldwin. Foto: MIKE BLAKE
Vis mere

Baldwin fortalte i et tv-interview i december, at han var blevet instrueret af Hutchins om at pege pistolen i hendes retning, og den gik af første gang.

»Jeg føler, at nogen er ansvarlig for, hvad der skete, og jeg kan ikke sige, hvem det er. Men jeg ved, det ikke er mig,« sagde han.

En medinstruktør har indrømmet, at han ikke tjekkede våbnet fuldt ud, inden han rakte det til skuespiller Alec Baldwin.

»Han (medinstruktøren, red.) skulle have tjekket dem alle, men gjorde det ikke,« fremgår det i en erklæring.

Baldwinds advokat påpeger derfor, at de oplysninger, der er blevet afsløret af myndighederne viser, »at han handlede ansvarligt og ikke havde kontrol over nogen produktionsproblemer.«

I sidste uge blev Rust Movie Productions, LLC idømt en bøde på næsten 137.000 dollar svarende til knap en million kroner og citeret for at have en kultur af 'almindelig ligegyldighed over for medarbejdernes sikkerhed.'