Da 'X Factor'-deltagerne torsdag fik at vide, at programmet er aflyst de næste to uger, tog alle undtagen én deltager hjem til deres familie.

'X Factor' er som bekendt sat på corona-standby efter statsminister Mette Frederiksens seneste udmelding om at undgå forsamlinger på over 100 mennesker.

De resterende seks deltagere har derfor nu fået fri. Her fortæller de, hvad de - ud over at øve videre - skal bruge ventetiden på :

Mathilde Caffey:

»Jeg er i første omgang taget hjem til min bror i Farum, og så tror jeg, at planen er at tage videre hjem til Nordjylland til min familie. Det er lidt mærkeligt ikke at skulle optræde fredag, men jeg tror bare, jeg skal slappe af, hygge mig med min familie og måske se nogle serier.«

Emil Wismann:

»Jeg er kørt hjem. Jeg har lige været forbi Fyn og besøge min mor, og så skal jeg ellers hjem til Sønderjylland og tilbage på mit sædvanlige arbejde som softwareudvikler. Jeg har allerede talt med mine kollegaer om at få nogle nye arbejdsopgaver. Ellers skal jeg bare lave så lidt som muligt, vi må jo ingenting socialt, så måske skal jeg bare se serier og mødes med et par venner.«

Alma Agger:

»Jeg bor på Christianshavn, så jeg har ikke så langt hjem. Jeg tror bare, jeg skal hjem og være sammen med min kæreste. Måske se en film fredag aften. Jeg tror, det bliver vildt svært at være hjemme. Vi må jo ikke engang gå på café. Måske kommer jeg til at gå en masse ture og ellers få set min familie. Det bliver en lidt mærkelig periode.«

Magnus og Aksel:
(Magnus er taget hjem til Silkeborg, Aksel fortæller her, at han er taget hjem til Odense)

»Jeg er lige taget hjem for at sige hej til folk. Jeg kommer nok mest til bare at slappe af de næste par dage, og så er vi jo i konstant dialog med Ankerstjerne og vores hold. Vi skal bare arbejde videre, og Magnus og jeg skal også have fundet en måde at mødes og øve på.«

Smokie Eyes
Smokie Eyes Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Smokie Eyes:

Morten: »Vi er taget hjem til mig i Helsinge for at fejre Cecilies fødselsdag. Vi skal spise noget lækkert mad og bare hygge os.«

Cecilie: »Jeg skal også hjem til min kat igen og måske skrive nogle sange. Jeg tror også, jeg skal have set på, hvad jeg eventuelt skal begynde på af uddannelse, når 'X Factor' er slut.«

Én deltager vil fortsat blive boende i TV 2's 'X Factor'-lejlighed i København. 24-årige Ilona har delt lejilgheden med nogle af de andre deltagere, men nu er hun alene hjemme, da hun ikke har lyst til at tage hjem til sin familie i Nordjylland.

»Jeg har fået lov til at blive og hygge med mig selv. Jeg vil helst ikke tage offentlig transport lige nu, og jeg vil heller ikke risikere at gøre mine forældre syge. Jeg skal synge til min venindes bryllup i juni, så jeg tror, jeg blandt andet vil bruge det næste stykke tid på at øve min sang til hende.«

Ilona
Ilona Foto: Martin Sylvest
Vis mere