Den kommende sæson af 'Paradise Hotel' i Sverige er blevet skrottet.

Beslutningen er sket på trods af, at hele sæsonen er færdigoptaget og klar til at blive sendt.

Det oplyser tv-selskabet Nent Group i en pressemeddelelse. Det skriver Aftonbladet.

Ifølge det svenske medie har tv-selskabet valgt at droppe programmet som følge af de anklager om overgreb, der fandt sted under den forrige sæson.

Her blev en deltager ved navn Toby Johnson anklaget for upassende opførsel mod to kvindelige meddeltagere, Jennifer Paatere og Annie Dahlberg.

Toby Johnson skal være blevet filmet, da han rev den ene kvindes bh ned, mens han ligeledes skal have stukket fingrene op i den anden kvinde, efter hun afviste at have sex med ham.

Toby Johnson blev smidt ud af hotellet, da produktionen fandt ud, af at han angiveligt havde opført sig upassende over for de to kvindelige deltagere, og som følge af overgrebene blev sæsonen afbrudt og slettet fra diverse streamingtjenester.

Og nu får overgrebene altså også konsekvenserne for den kommende sæson.

Sæsonen blev optaget lige efter deltagere af den forrige sæson havde forladt hotellet i Mexico, men den vil altså aldrig blive vist i fjernsynet.

I stedet har Nent Group besluttet sig for at lave hele 'Paradise Hotel'-formatet om.

»I det nye 'Paradise' er hovedfokus at afspejles unges virkelighed og hverdag. Målet er at vise et mere moderne og opdateret format med fokus på ligestilling og mangfoldighed,« lyder det i pressemeddelelsen.

»Der vil være store ændringer i dele af de klassiske elementer, noget, vi ser frem til at præsentere næste år,« fortsætter meldingen.

Den nye version af 'Paradise' vil blive vist i 2022. Indtil da bliver programmet ikke sendt i Sverige.