Søren Ryge Petersen fyldte 75 år i weekenden. Men det er ikke den eneste omvæltning i DR-legendens liv.

Onsdag aften lod Søren Ryge noget af en bombe falde – på direkte tv.

Under 'Søren Ryge direkte' på DR fortalte den garvede tv-vært, at det er slut med det populære haveprogram, som er blevet sendt direkte fra Ryges egen have på Djursland siden 1992.

Dermed er det noget nær en kulturinstitution som lukker og slukker.

»Jeg har sendt live fra haven i 28 år – jeg gentager: I 28 år. Det er jo flere hundrede programmer fra den samme have med den samme person. Jeg kan næsten ikke finde på mere at vise frem,« siger Søren Ryge Petersen til DR og uddyber, at han ønsker 'at stoppe, mens legen er god'.

Der er dog også gode nyheder til Søren Ryges mange fans.

Den piberygende havemand med den behagelige stemme har nemlig ikke planer om at forlade skærmen helt.

Han og DR har indgået en aftale om at holde linjen varm. Så hvis én af parterne får en god idé til et tv-program, bliver den anden part kontaktet med henblik på at føre den ud i livet.

Arkivfoto fra 2002. Søren Ryge Petersen i sin have på Djursland.
Arkivfoto fra 2002. Søren Ryge Petersen i sin have på Djursland. Foto: HENNING BAGGER
Vis mere

Men det er definitivt slut med liveudsendelserne, slår han fast.

Søren Ryge Petersen er en institution på DR, som han har lavet programmer for i 42 år.

»Jeg var fuldstændig ny, hvad angår fjernsyn. Jeg var bare havemand, der intet vidste om at lave fjernsyn,« fortæller Søren Ryge Petersen til B.T. om den spæde start helt tilbage i 1977.

I starten fungerede Jytte Dreyer som Ryges producer og tilrettelægger.

Et samarbejde, Ryge husker tilbage på med glæde.

Han deler en sjov anekdote fra et af programmerne, hvor der pludselig opstod muligheden for at lave have-tv med en meget prominent person. Det kan du læse mere om her.

'Søren Ryge direkte' har gennem årene været et af de mest sete programmer på DR.

Værten understreger, at han stadig er ved godt helbred og ikke føler sig slidt op – så mon ikke han dukker op på skærmen igen?