»Det er jo helt vildt,« lyder det glad fra Thomas Vinterberg.

Den 51-årige filminstruktør har allerede vundet masser af hæder for sin film 'Druk'. Nu kan han også prale af at være den første dansker nogensinde til at være nomineret til en amerikansk Oscar i kategorien 'Bedste instruktør'.

Mandag løftede Oscar-akademiet sløret for det endelige felt, når slaget skal stå 25. april, og her er Thomas Vinterberg helt historisk med i to kategorier – 'Bedste udenlandske film' og som nævnt 'Bedste instruktør'.

»Jeg synes, det er sjovt, at det lige præcis er den kategori ('Bedste instruktør', red.) for en film, der er så forholdsvis ujævn og hjertelig. Jeg elsker jo den film. Det er en af de få film, jeg har lavet, som jeg elsker betingelsesløs, men det er ikke en håndværksmæssig skarp film. Det er en film, der kommer fuldstændig fra hjertet og har en vis naivitet over sig,« fortæller Thomas Vinterberg om den uventede succes.

Thomas Vinterberg ved Oscar-nomineringerne hos Zentropa i Avedøre, 15. marts 2021. Thomas Vinterbergs og Zentropas film 'Druk' er nomineret til 'Bedste internationale film'. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix)
Thomas Vinterberg ved Oscar-nomineringerne hos Zentropa i Avedøre, 15. marts 2021. Thomas Vinterbergs og Zentropas film 'Druk' er nomineret til 'Bedste internationale film'. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix) Emil Helms

Han erkender, at han lidt havde forventet at være nomineret i 'Bedste udenlandske film'-kategorien, da 'Druk' hele tiden har været øverst på alle eksperternes lister, men han havde aldrig turdet drømme om, at han også skal til at kæmpe i instruktørkategorien.

»Det havde jeg ikke set komme. Det var lidt en benfejer.«

'Druk' blev optaget i 2019, og oprindeligt var det meningen, at Thomas Vinterbergs datter Ida skulle have spillet med i filmen.

Hun døde på tragisk vis i en bilulykke kort inde i forløbet, og derfor har det været ekstra rørende for instruktøren at opleve, hvordan filmen, der endte som en hyldest til Ida, har gået sin gang rundtomkring i verden, fortæller han.

Thomas Vinterberg og Peter Aalbæk Jensen ved Oscar-nomineringerne hos Zentropa i Avedøre, 15. marts 2021. Thomas Vinterbergs og Zentropas film 'Druk' er nomineret til 'Bedste internationale film'. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix)
Thomas Vinterberg og Peter Aalbæk Jensen ved Oscar-nomineringerne hos Zentropa i Avedøre, 15. marts 2021. Thomas Vinterbergs og Zentropas film 'Druk' er nomineret til 'Bedste internationale film'. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix) Emil Helms

»Den her film er jo lavet på et tidspunkt i mit liv, som er fyldt af sorg og fyldt op af savnet af min datter. Kombinationen af det og al den kærlighed, jeg har mødt både under skabelsen af filmen og nu her, er meget speciel og svær at beskrive.«

Han bruger slutscenen i 'Druk', hvor Mads Mikkelsens karakter begynder at danse eurofisk som eksempel:

»Hvis man strækker den ud til det sidste halvandet år, så rammer det måske meget godt den følelse, jeg har befundet mig i. Et stort tab og en masse fest samtidig.«

Thomas Vinterberg har allerede fået en masse tilkendegivelser fra kollegaer rundtomkring i verden, og da B.T. møder ham, fremviser han også en telefon fuld af beskeder.

En enkelt besked er fra Mads Mikkelsen, der for tiden er i USA for at optage 'Fantastiske skabninger 3', men Thomas Vinterberg vil helst ikke afsløre, hvad der står i beskeden:

»Vi talte sammen 30 sekunder før (Nomineringerne blev afsløret, red.) og ønskede hinanden held og lykke. Jeg kan fortælle dig, at det er en positiv sms,« lyder det fra Thomas Vinterberg.

Det danske 'Druk'-hold, der ud over Thomas Vinterberg og Mads Mikkelsen består af skuespillerne Lars Ranthe, Thomas Bo Larsen og Magnus Millang, ved endnu ikke, i hvilken udgave årets Oscar-show bliver afholdt.

Det er på tale, at de måske skal overvære showet i London, men der er intet officielt meldt ud endnu.

Thomas Vinterberg kæmper i 'Bedste instruktør'-kategorien mod Lee Isaac Chung, Emerald Fennell, David Fincher og Chloé Zhao.