»Det er den største overraskelse, jeg har hørt i mit liv. Man kunne forstå det, men man kunne alligevel ikke forstå det.«
Sådan lyder det fra Lasse Hagelberg, der sammen med sin partner, Heidi Albrechtsen, onsdag aften kunne lade sig kåre som vinderne af TV 2-programmet 'Nybyggerne', hvor præmien er det hus, som de sammen har sat i stand.
En del af overraskelsen for parret består også i, at de – det blå hus – undervejs ikke har vundet et eneste af rummene, som giver 20.000 kroner ekstra til deltagernes budget.
»Vi har jo godt vidst, hvor dygtige vores naboer er, og det har vi kæmpe respekt for, så derfor har vi måske også nogle gange tænkt, at det så sort ud. Vi kunne ikke hive nogle rum i land, så hvordan søren skulle det overhovedet gå (...) Nu står vi her med nøglen, og det er bare fuldstændig vanvittigt,« forklarer Heidi Albrechtsen til B.T.
I løbet af programmerne har de andre deltagere i programmet været søde til at hjælpe det blå hus, når det har knebet med håndværksevnerne.
Men Heidi Albrechtsen og Lasse Hagelberg mener dog ikke, det er fair at tale om, at de har vundet huset på bekostning af de andre.
»Jeg synes bare, at det vidner om, hvilket fællesskab vi har. Vi har ikke lige så meget at kunne hjælpe med, når det kommer til det håndværksmæssige, men så har vi kunne hjælpe med at slæbe, give en krammer eller komme over med en chokoladekiks, når de har været udfordret,« siger Heidi Albrechtsen.
Det er langt fra alle tidligere vindere af 'Nybyggerne', som har valgt at flytte ind i deres istandsatte hus. Men for dette års vinderpar er der ingen tvivl – de flytter ind.
»Ja, vi har sgu tænkt os at flytte ind. Det var hele grunden til, at vi meldte os ind. Det var, fordi det var et hus i Horsens, det er sgu ikke på grund af håndværket,« forklarer parret, som dermed får opfyldt et stort ønske om at flytte tættere på familie.
Huset, parret nu har vundet, er værdisat til 2.795.000 mio. kr.
