Det står skidt til for den svenske udgave af tv-programmet 'Idol'.

Ifølge Aftonbladet er halvdelen af deltagerne blevet testet positiv for coronavirus.

Den første deltager blev angiveligt testet positiv tirsdag 22. september, og nu har fem flere deltagere ud af i alt 13 fået konstateret virussen.

»Alle deltagerne er i karantæne, efter at nogle af dem er blevet testet positiv for covid-19. Det er af et af de nødvendige tiltag som tages for at forhindre smittespredning,« siger Malin Knave, der er producent på programmet, til den svenske avis.

»Man kan ikke fortsætte med at være med i konkurrencen, hvis man ikke tager isoleringen og restriktionerne seriøst. Vi befinder os i en alvorlig situation. Både i 'Idol'-redaktionen og i samfundet. At stoppe smittespredningen og at værne om folks helbred kommer først,« fortsætter Malin Knave.

Det er TV4, der sender programmet. Kanalen holdt – ifølge Aftonbladet – for nyligt et krisemøde, hvor det blev besluttet, at deltagernes optrædender skulle filmes fra deres hotelværelset i stedet for i studiet som normalt.

TV4 oplyser på Instagram, at »samtlige deltagere har det godt efter omstændighederne.«

»'Idol' skal være så sikker som muligt. TV4 følger derfor anbefalingerne og vil tage yderligere nødvendige tiltag for, at deltagerne ikke smitter hinanden eller andre,« lyder det fra kanalen i en skriftlig udtalelse.