Lyt til artiklen

»Det er direkte useriøst.«

Sådan lyder det fra investor Jesper Buch, inden han i arrigskab rejser sig fra sin stol og forlader studiet i torsdagens sæsonpremiere på 'Løvens hule'.

Og hvad er det så, der kan få den selverklærede 'løvernes konge' til at fare sådan op?

Prisen på bleer. Eller nærmere bestemt: prisen på blefirmaet Tuttelu, der leverer bleer og babyudstyr på abonnement til travle småbørnsforældre.

»Vi var ret overraskede. Da vi kom ud af studiet bagefter, var jeg helt i chok. Jeg blev i tvivl om, hvad vi overhovedet havde fået sagt inde foran kameraerne, hvor klappen godt kan finde på at gå ned, siden han reagerede på den måde,« siger 24-årige Patrick Bang til B.T.

Sammen med sin kammerat Christoffer Larsen havde han, da optagelserne til 'Løvens hule' fandt sted, stablet virksomheden Tuttelu på benene på otte måneder. Den daværende ejerkreds havde investeret i foretagendet til en værdiansættelse på fem millioner, og på daværende tidspunkt havde de et mundtligt tilbud fra en anden investor, der ville vurdere det noget højere.

Derfor tøvede de to unge mænd ikke med at bede om 350.000 kroner fra løverne, hvilket gav firmaet en værdiansættelse på syv millioner kroner.

Og det var noget, der mødte skepsis fra de fem løver, der foruden Jesper Buch består af Jacob Risgaard, Christian Arnstedt og de to debutanter Anne Stampe og Louise Herping Ellegaard. For på blot otte måneder kan ingen firmaer garantere, at de på lang sigt vil kunne holde niveauet og en værdi på hele syv millioner, mente de samstemmende.

Årets løvekobbel består af Jacob Risgaard, Louise Herping Ellegaard, Christian Arnstedt, Anne Stampe og Jesper Buch.
Årets løvekobbel består af Jacob Risgaard, Louise Herping Ellegaard, Christian Arnstedt, Anne Stampe og Jesper Buch. Foto: Per Arnesen
Vis mere

Det fik Patrick Bang og Christoffer Larsen til flere gange at fortælle, at de gerne ville acceptere et lavere modbud, hvis 'pakken er der'. Altså hvis løverne også vil lægge timer og arbejde i Tuttelu. Men det måtte løverne jo selv overbevise iværksætterne om, tilføjede de.

Og det fik Jesper Buch til at stejle.

»Den attitude gider jeg ikke høre fra en 25-årig snothvalp,« siger investoren, der herefter gentager, at værdiansættelsen på syv millioner er alt for høj til, at han vil byde.

Men helt galt går det, da den debuterende løve Louise Herping Ellegaard lægger et lavere bud og får lov at købe sig ind i virksomheden til en værdiansættelse på blot 2,33 millioner kroner.

Christoffer Larsen og Patrick Bang med deres investor Louise Herping Ellegaard.
Christoffer Larsen og Patrick Bang med deres investor Louise Herping Ellegaard. Foto: Tuttelu
Vis mere

»Vi havde ikke selv forestillet os, at vi skulle så langt ned. Men siden optagelserne har Louise hjulpet os rigtig meget med sin indsigt og sit netværk, så vi er overbeviste om, at det har været det værd,« siger Patrick Bang.

Det virker dog ikke, som om Jesper Buch er enig.

»Det er direkte useriøst,« siger han i DR-programmet og tilføjer, at han godt kunne have fundet på at byde samme beløb som Louise Herping Ellegaard, men ikke ville 'skambyde'.

Herefter rejser han sig og forlader resolut studiet.

»Vi synes bestemt ikke, det er useriøst, og vi sagde flere gange, at vi var åbne for modbud,« påpeger Christoffer Larsen.

»Som iværksætter vil man selvfølgelig gerne have, at Jesper Buch synes, det, man laver, er godt. Og han har tydeligvis været interesseret i vores produkt, siden han reagerede på den måde. Men vi havde udset os Louise, så vi er godt tilfredse.«

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Jesper Buch, men han er ikke vendt tilbage inden artiklens deadline.