DR-værter er blevet kærester – med hinanden
De har selv annonceret deres kærlighed.

De har selv annonceret deres kærlighed.

De har været et makkerpar på de danske tv-skærme – nu er de også blevet det privat.
For Sif Steendahl Grandorf og Rolf Davidsen, der sammen har været værter for DRs 'Boligfix for nul og niks', er blevet kærester.
I et opslag på Instagram lyder det helt enkelt fra den kvindelige halvdel af parret:
'Jeg har forelsket mig i Rolf. Ham, jeg bygger virksomhed, huse, hverdage og drømme sammen med,' skriver Sif Steendahl Grandorf.
Sammen har kæresteparret altså foruden tv-tjansen også drevet et firma sammen, hvor de ligesom på tv har bygget om og indrettet hjem.
Og det kommer de ikke til at få mindre travlt med i fremtiden. Heller ikke privat.
For i opslaget lyder det også, at Sif Steendahl Grandorf og Rolf Davidsen sammen har købt et hus i København, der nu skal sættes i stand.
'Et vanvittigt byggeprojekt, der skal laves nærmest fra 0–100, inden vi en dag flytter ind,' lyder det på Instagram.
Sif Steendahl Grandor har tidligere været kendt for sin deltagelse i 'Nybyggerne', hvor hun deltog med sin daværende partner Mathias Ebbesen Jensen.
Siden er hun blevet dommer på det populære TV 2-program.