‘Forsvundne arvinger’ er et af DR’s mest populære programmer med over 900.000 seere om ugen, mens programmet kører.

Og det mærker vært Mette Frisk i den grad.

»Jeg kan godt mærke det, når jeg går på gaden, mens vi sender. Men det er jo dejligt, for det er kun folk, der godt kan lide det og mig, som henvender sig,« siger tv-værten.

Den niende sæson af det populære program, hvor tv-værten leder efter, ja, forsvundne arvinger, er netop afsluttet, og i øjeblikket kører en specialudsendelse om efterkommere fra nogle særlige, slaveskibe i Costa Rica.

Mette Frisk kan i den grad mærke på sin indbakke, når programmerne kører. 

Der kommer tit overvældende mange henvendelser, både når DR poster noget på deres platforme, men også direkte i tv-værtens egen indbakke.

Danskere skriver ofte og beder Mette Frisk hjælpe dem med deres specifikke sag, og der må tv-værten tit skuffe.

»Det er tit, folk beder om hjælp, og det kan jeg selvfølgelig ikke, for vi har kun adgang til at søge i folks familiehistorie, fordi vi leder efter en arving. Vi kan ikke bare åbne arkivet efter for godt befindende,« siger Mette Frisk og tilføjer:

»Der må jeg skuffe folk, men det er virkelig rørende, at de vil dele det, for det er jo fordi, de har tillid til mig og føler, de kender mig.«